
Lurer fodboldens finanskrise rundt om hjørnet? Ny rekord gentænder boblefrygt | Fodbold | DR
Lurer fodboldens finanskrise rundt om hjørnet? Ny rekord gentænder boblefrygt | Fodbold | DR
Det er sjældent en farbar vej mod succes at tro, at man er centrum i solsystemet.
Men i fodboldens eget lille hjørne af mælkevejen, hvor klubber og ligaer svæver rundt mellem glimmer og gas, kredser alle alligevel om det samme.
Verdens mest populære fodboldliga, hvor gælden stiger og seddelpressen gløder, har igen-igen slået rekord, når det kommer til at spendere i det netop overståede transfervindue.
Rundt regnet har de 20 Premier League-klubber brugt knap 30 milliarder kroner fra 15. juni til 1. september, hvor der som vanligt skal luftes ud i besætningerne.
Et beløb, der er tre gange større end for blot fem år siden.
Det trækker den samlede forbrugsopgørelse op, at tre af fodboldhistoriens dyreste transfers er gennemført i denne sommer, men at pengestrømmen og -forbruget fortsætter med at stige, overrasker ikke Jesper Jørgensen, fodboldøkonom hos Deloitte.
-
Premier League er i dag så økonomisk dominerende, at hvis man lægger den samlede økonomi i Bundesligaen og La Liga sammen, nummer to og tre på listen, så er Premier League stadig størst.
-
De har en købekraft uden lige, og samtidig handler de meget mellem hinanden i Premier League i år. Enzo Fernandez, der er skiftet fra Chelsea til Manchester City, er der eksempelvis ingen klubber uden for England, som har råd til at betale.
-
Med al respekt for, at det er mennesker, vi taler om, så er det lidt som med brugtvogne. Det er ofte penge, der kører rundt i en cirkulær økonomi, som hver sæson skal startes af et salg, siger Jesper Jørgensen.
År efter år slår økonomer og fodboldfans ud med armene, når en spiller købes eller sælges for beløb, der for bare ti år siden lød som fri fantasi.
Milliardgrænsen er brudt, der er ingen vej tilbage, men spørgsmålene begynder efterhånden at hobe sig op i det britiske, hvor flere handler denne sommer har tryktestet værdisættelserne af spillerne.
Og bobler har det med at opstå, når priserne stiger hurtigere end aktivernes reelle værdi.
For et år siden undersøgte forskere netop det spørgsmål, hvor de fandt flere tegn på bobleeffekter i europæisk ligaer - primært den engelske.
Samtidig indgår klubberne flere og flere handler, hvor betalingen spredes ud over flere år, men hvor salget kan bogføres med det samme. Altså er væksten baseret på fremtidige betalinger og ikke kontanter.
Kredit er dermed kongen på det engelske marked.
Til maj kommer The Independent Football Regulators første rapport om rigets tilstand i engelsk fodbold, og britiske medier, der har smugkigget fra sidelinjen, kan allerede nu melde om problemer med både likviditet og gæld.
Dermed er hele systemet afhængig af, at der hele tiden dukker nye pengestrømme op, men for Jesper Jørgensen er det endnu for tidligt at gemme kontanter i madrassen, hvis man er sportsdirektør.
-
Der er nok et par klubber, som har svært ved at leve op til reglerne om økonomisk bæredygtighed, men de har så gode aktionærer og kreditmuligheder, at ingen står på konkursens rand.
-
Men tegnene på en boble ville være, at vi så investorer trække sig, og at store tv-aftaler kollapsede. Det er der intet, der tyder på. Tv-aftalerne eksploderer, og der er nye globale sponsoraftaler og indtægtsstrømme, som har fået klubbernes økonomi til at vokse, siger Jesper Jørgensen.
Skulle selve solen i det globale fodboldunivers implodere, så vil fodboldlandskabet dog helt naturligt ændre sig markant i de efterfølgende år.
- Transferbeløbene vil falde, og det samme vil lønningerne, når de store kontrakter udløber. På en måde vil systemet rette sig op, selv om der vil være et par hårde år med for høje lønbudgetter, siger Jesper Jørgensen.
Coventry tog denne sommer turen op i Premier League, hvor man som oprykker sikrer sig mere end en milliard kroner, bare ved at møde op.
Da de tidligere på sommeren købte sig FC Nordsjællands Caleb Yirenkyi, blev det historiens dyreste salg ud af Superligaen med en pris på cirka 225 millioner kroner.
I mellemtiden har FC Midtjylland slået rekorden ved at sælge chilenske Dario Osorio til Crystal Palace, men for fodbolddirektør i FC Nordsjælland Andreas Riget er det vigtigste at få hul til det engelske marked.
-
Der er 50 klubber i verden, som kan købe spillere for over 30 millioner euro, og 28 af de klubber befinder sig i England, så det er relativt vigtigt for vores forretning at have hul til det marked.
-
Det er verdens største liga, der har de største kommercielle indtægter og bedste spillere i verden. Samtidig betyder det også meget for vores spillere, som har store drømme, siger Alexander Riget.
Nu er det ikke hver dag, at fodboldens fineste jakkesæt fra Premier League ringer, derfor er det vigtigt som sportsdirektør alligevel at have det i baghovedet, hvis man er tæt på at sende en spiller til udlandet.
Det er stadig relativt billigt at køre indkøbsvognen til Danmark, men da Superligaen primært eksporterer til mindre europæiske markeder, er det for Jesper Jørgensen næsten vigtigere, at danske klubber får forhandlet videresalgsklausuler ind i aftalerne, når de sælger en spiller.
Det er den mest realistiske vej til at åbne en åre til Premier League.
-
Det er fantastisk, at der er et par klubber, som kan få hul til det marked, men vi skal se det mere som en undtagelse end en hovedregel.
-
De danske klubber har stort set altid en videresalgsklausul, og det er mindst lige så vigtigt som at sælge direkte til Premier League. Hvis man får 20 procent af et salg til Premier League, så har man gjort det godt som superligaklub, siger Jesper Jørgensen.
Og netop sådan forholder det sig også i FC Nordsjælland, bekræfter Alexander Riget.
- Det betyder meget. Vi laver slet ikke transfers uden at have en videresalgsklausul med i aftalen.