Undskyldning kan være på vej til juridisk faderløse grønlændere: Slædehundene lærte Jørgen at tilgive | Grønland | DR

Hundene hyler om kap, da vi nærmer os hundepladsen i udkanten af Ilulissat.

Små, hjemmebyggede hundehuse står spredt på klipperne, og hundenes metalkæder giver skiftevis svirp mod jorden, hver gang en ivrig slædehund rejser sig på bagbenene og sender korte, glade gø mod flokkens leder, Jørgen Kristensen.

Han går med en indfødt ro ind mellem hundene og åbner låget til den store, sorte spand med hellefisk. Straks sværmer fluerne om os. Det er sommer. Varmen har fået fat i nordgrønlandske Ilulissat, og slædehundene synes næsten nøgne uden sneen under dem.

• De kan mærke på lang afstand, hvordan jeg har det. Længe før jeg kommer til pladsen, fortæller Jørgen Kristensen.

Hvordan, kan han ikke svare på. Ligesom der heller ikke findes svar på, hvorfor alle hundene i byen hyler på samme tid ét bestemt tidspunkt på dagen. Men nogle gange hyler Jørgen Kristensen med.

Omkring 8.000 grønlændere er “juridisk faderløse”, fordi deres biologiske fædre - der i mange tilfælde var danskere - frem til 1974 ikke var forpligtede til at anerkende de børn, de fik med grønlandske kvinder.

Jørgen Kristensen er en af dem. Han voksede op i bygden Upernavik Kujalleq (på dansk Sønder Upernavik) i det nordlige Grønland uden at vide, hvem hans biologiske far var,

• Alle børn behøver en far. Hvordan kan man leve uden en far?, spørger han. DR har mødt Jørgen Kristensen i den nordvestlige by Ilulissat, hvor han er på sin daglige fodretur blandt sine hvide, pjuskede hundeflok.

Slædehundene er i centrum af Jørgen Kristensens liv. Han er hundeslædekudsk og kendt i store dele af Grønland for sine mange sejre i hundeslædeløb. Men frem for alt er hundene hans helle – dér, hvor han hører hjemme. Sådan har det været, siden han var barn.

Da den nye regering kom på plads i juni, blev en passage om de juridisk faderløse skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Den igangværende historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark skal tilrettelægges, så der inden udgangen af 2026 kommer en særskilt afrapportering om de juridisk faderløse og de bortadopterede.

Derefter vil regeringen tage stilling til, om der skal gives en officiel undskyldning.

Jørgen Kristensen er glad for, at Danmark overvejer, at sige undskyld.

Allerede som barn kunne han se, at han så anderledes ud end mange af de andre børn i bygden.

• Jeg kunne hurtigt se, at jeg havde lyst hår, siger han og peger på den næsten snehvide manke på hovedet.

• Derfor kunne jeg godt regne ud, at min far måtte være dansk. Men jeg vidste ikke, hvem han var.

Børn født uden for ægteskab i Grønland havde i en årrække ikke samme ret som børn i Danmark til at få fastslået, hvem deres far var. Det betød blandt andet, at de ikke havde ret til deres fars navn eller til at arve efter ham.

Og det var ikke altid nemt at vokse op i en lille bygd med blå øjne og lyst hår. Jørgen Kristensen blev drillet i skolen, men hos sin grønlandske stedfar, der var fanger og havde slædehunde, fandt han sin plads.

• Hundene var ligeglade med, hvordan jeg så ud.

Hør Jørgen Kristensen fortælle mere om sin barndom i bygden her:

Når et dansk skib en gang imellem nærmede sig Upernavik Kujalleq for at lægge til, fór en skræk gennem den dengang lille Jørgen Kristensen. Han løb væk og gemte sig bag huse, klipper eller andre steder, hvor han håbede, at ingen kunne finde ham.

• Jeg troede, at danskerne ville komme og tage mig, fortæller han.

Der blev han, indtil skibet igen havde forladt bygdens lille havn. Han ville ikke væk fra sin familie eller hundene.

Hør Jørgen Kristensen fortælle mere om de danske skibe her:

Jørgen Kristensen tager et par blå handsker på, løfter de slimede hellefisk op og kaster dem én efter én til hundene.

De holder skarpt øje med hans mindste bevægelse, slikker sig sultent om munden og hyler endnu højere.

Hundene har ikke været spændt for hundeslæden i et stykke tid. Det er sommersæson, og sneen er blevet byttet ud med midnatssolens uendelige stråler.

• De er okay. Men jeg kan mærke det på mig selv.

Isfjeld står og gør sig til. Hun kæmper om opmærksomheden og udnytter enhver mulighed for at få et klap og en ekstra hellefisk.

Mens Jørgen Kristensen går fra hund til hund, introducerer han dem med navn.

• Jeg har ingen favoritter. Det kan de mærke. Så jeg gør ikke forskel på dem.

Som voksen rejste Jørgen Kristensen til Danmark for at finde sin biologiske far. Efter lang tids søgen lykkedes det. Men den mand, han mødte, ville ikke have noget med ham at gøre.

• Jeg kunne mærke, at han ikke havde nogen kærlighed til mig.

Det blev hundene, der lærte Jørgen Kristensen at tilgive sin danske far.

• Dit hjerte kan være tungt. Men de gør det lettere, og så kan du komme videre, hvis du tilgiver, siger han og rækker ud mod Isfjeld for at give hende de klap og den nus, hun længe har stået og bejlet efter.

Intet kan ændre på, at Jørgen Kristensen voksede op uden at kende sin biologiske far. Men en undskyldning fra Danmark betyder noget for ham. En slags anerkendelse af det mørke kapitel i den dansk-grønlandske historie, siger han. Og han følger spændt med i, hvad der bliver besluttet fra dansk side.

Du kan høre Jørgen Kristensen fortælle mere om, hvad hundene har lært ham, i videoen her:

Socialminister Monika Rubin (M) skriver til DR:

"De juridisk faderløses historier gør selvfølgelig dybt indtryk på mig. Jeg forstår, at det er rigtig svære situationer, som har skabt stor usikkerhed. Derfor forstår jeg også behovet for afklaring, anerkendelse og stillingtagen fra regeringens side. Regeringen vil netop derfor tage stilling til en officiel undskyldning."