
Gravemaskiner er i gang igen på forurenet kæmpevold | Indland | DR
Gravemaskiner er i gang igen på forurenet kæmpevold | Indland | DR
Randers Kommune går igen i gang med gravemaskinerne på Nordic Waste-grunden ved Ølst.
For vandkvaliteten på Nordic Waste-området har ifølge Randers Kommune vist sig at være dårligere end først antaget. Det presser kapaciteten på det renseanlæg, der behandler overfladevandet fra området.
Selvom det er lykkedes at stabilisere jordskredet på den tidligere jordbehandlingsvirksomhed og lave opsamlingsbassiner og renseanlæg, så skal der graves nye render, der leder regnvandet uden om forurenede områder på den store jordvold.
Det skal forhindre, at regnvand, der løber fra toppen ned ad skråningen på Nordic Waste-grunden, bliver forurenet undervejs, forklarer kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
I sidste ende skal det rene vand, der ledes uden om i de nygravede render, blandes op med det forurenede vand i en kontrolleret proces, før det skal renses.
- Når det forurenede vand bliver fortyndet, så er det meget nemmere for os at håndtere det i vores rensesystem. Så belaster det ikke så meget af de forskellige membraner og andre rensesystemer, vi har, og dermed kan vi rense meget mere, siger Jesper Kaas Schmidt.
Men borgerne i Ølst skal ikke være bekymrede for, at der de kommende uger igen bliver arbejdet på Nordic Waste-grunden. Det er ifølge Randers Kommune en planlagt aktivitet og ikke et tegn på, at jordskredet er begyndt at bevæge sig igen.
- Men naboerne er jo vant til, at der er helt stille og ikke sker så meget. Nu vil man så kunne se, at der kører nogle maskiner i en periode.
Jesper Kaas Schmidt vurderer, at arbejdet vil vare seks uger, altså til midt i oktober.
Projektet forventes at koste cirka 800.000 kroner. Randers Kommune forventer til gengæld, at indsatsen reducerer udgifterne til at drive renseanlægget.