
Trump kalder det 'historiens største olieaftale': Men havde Venezuela et valg? | Udland | DR
Trump kalder det 'historiens største olieaftale': Men havde Venezuela et valg? | Udland | DR
USA har indgået en aftale om intet mindre end 'den største olieaftale i verdenshistorien' med Venezuela.
Sådan lyder det i hvert fald fra Donald Trump, der tilføjer, at aftalen giver USA adgang til størstedelen af mere end 65 milliarder tønder fra Venezuelas reserver.
Aftalens detaljer er ikke delt med offentligheden, men ifølge Venezuelas fungerende præsident , Delcy Rodríguez, vil aftalen få stor betydning for landets økonomiske genoprejsning. Det er dog ikke sikkert, at befolkningen er lige så optimistisk, fortæller DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.
- Der vil også være mange i Venezuela, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er en rigtig god idé at sælge ud af arvesølvet - altså olien. Det er Venezuelas vigtigste vej til rigdom, og nu sælger man sådan set en rigtig stor del af det til amerikanerne?, siger han.
Et af de store spørgsmål, der melder sig i kølvandet på annonceringen af aftalen, er, hvorvidt Rodríguez overhovedet havde nogen som helst chance for at sige nej.
Spørger man Kristian Almblad, er han ikke i tvivl.
-
Det tror jeg faktisk ikke, hun havde. Hun er jo sat ind på amerikanernes vilkår.
-
Vi ved, at hun talte med Rubio - altså den amerikanske udenrigsminister - i timerne efter, at Maduro blev taget til fange, og lavede en eller anden form for aftale om, at hun måtte blive siddende, siger han.
Det er ikke velkendt, hvorvidt olien indgik i den aftale. Men dem, der spekulerede i det, har i hvert fald fået et argument med denne her aftale, tilføjer Almblad.
-
Olien har helt klart spillet en stor rolle i amerikanernes interesse i at fjerne Maduro. Der er nogen, der siger, at når man skal forstå Trump, så er det: 'follow the money'.
-
Her er det 'follow the oil'. Det er simpelthen 'følg olien', fordi det her handler om olie. Det handler om amerikansk velfærd og rigdom, siger han.
Donald Trump ynder at sælge sine aftaler, før nogen kender detaljerne.
Sådan siger DR's USA-korrespondent, Trine Maria Ilsøe, der tilføjer, at denne gang ikke er en undtagelse.
-
Derfor ved vi endnu ikke, hvor god aftalen faktisk er for amerikanerne, eller hvor hurtigt den vil begynde at give penge i kassen.
-
Men hvis aftalen er så god, som den amerikanske præsident siger, altså 'the biggest oil deal in world history', vil han kunne bruge den som bevis på, at den amerikanske brutale udskiftning af regimet i Venezuela i januar ikke blev en stor udgift for USA, men tværtimod en god forretning, siger hun.
Det er også værd at bide mærke i timingen. Donald Trump har nemlig brug for en god fortælling nu, siger Trine Marie Ilsøe.
-
Amerikanerne går snart til midtvejsvalg, samtidig med at udgifterne til krigen i Iran og stigende priser på blandt andet benzin lægger pres på præsidenten.
-
Her vil han kunne sige, at det er en god forretning, når han sender soldater ind i et fremmed land, siger hun.