Atleter bruger 'selvsnak' for at toppræstere - det kan du også | Træning og sundhed | DR

Den er derinde, stemmen, som inviterer sig selv med til festen uden at stå på gæstelisten. Den kan både komme med instrukser, klappe dig på skulderen og have sure, selvudslettende kommentarer med.

For eliteatleter er det en vigtig medspiller, fordi den påvirker deres præstationer, forklarer Kristoffer Henriksen, sportspsykolog hos Team Danmark.

• Engang tænkte man, at en mentalt stærk atlet ikke bliver nervøs og i tvivl, men når vi står blandt OL-atleter, der skal præstere, opdager vi, at det overhovedet ikke er tilfældet.

• Her siger mange, at hvis der var en escape-knap, havde de trykket på den.

Det er ubehageligt. De vil væk, helt fysisk væk, selvom de har forberedt sig et helt liv og er de bedste i verden til det, de gør.

Hvad gør de så? Øver sig i håndtere tankerne, og det kunne rigtig mange ikke-atleter også få gavn af, mener sportspsykologen.

• Folk er generelt relativt dårlige til det.

• Vi oplever det på ugebasis alle sammen. Det kan være hverdagsting. Det behøver ikke være en sportslig præstation. Det kan være unge, der starter i gymnasiet. Så sidder der 28 elever i et lokale og er stensikre på, at de er de eneste, ingen andre har lyst til at tale med.

Arbejdet med mental sundhed og den indre stemme har tre af Danmarks dygtigste atleter indvilliget i at dele.

Nicolas Dalby, MMA-kæmper, der har optrådt i kampsportens mekka, UFC.

Daniel Wagner, paraatlet, PL-medaljetager og VM-guldvinder i 100 meter og længdespring.

Anne-Marie Rindom, OL-guldvinder og flerdobbelt verdensmester i sejlads

Sidstnævnte oplever, at selvsnakken er taget til, efter hun sidste år blev mor for første gang.

• Når tingene ikke går, som de skal. Når der ikke er nok vind, men nu har jeg fået passet min datter og skal ud at sejle, men ikke kan. Der kan jeg mærke, at selvsnakken kan være meget dårlig. ”Fuck, du gør ikke nok”. Man slår sig selv i hovedet, siger Anne-Marie Rindom.

• De dage, hvor flowet ikke er der, er selvsnakken vigtig.

Sejleren har med en sportspsykolog arbejdet med helt konkrete opgaver for at holde hovedet på ret køl.

• Jeg bruger en øvelse om taknemmelighed. Hvad er jeg taknemmelig for i dag? Det gjorde jeg meget op mod OL i Paris. Så skrev jeg nogle ting ned én gang om dagen, ofte om aftenen, og det gjorde, at jeg talte mere positivt til mig selv.

Alle eliteatleter er nødt til at lære at arbejde med selvsnak, men det er ikke nemmere for dem at lære end alle mulige andre, slår Kristoffer Henriksen fast.

• Det vigtigste er at forstå, at stemmen ikke har ret. Selvsnak er der, fordi vi er mennesker. Det er en del af vores natur, og det er helt okay. Den har lov til at være der. Den skal bare ikke have lov til at bestemme, hvad jeg gør, siger sportspsykologen.

Og så er det lige meget, om det er en OL-finale, en jobsamtale eller en tur op fra sofaen og ned i supermarkedet.

• Den seneste forskning viser, at de acceptbaserede modeller er meget mindre energikrævende, og derfor virker de bedre i situationer, hvor man har brug for alt den energi, man har, til at løse opgaven.

Kræfterne skal gå til at slås med sine modstandere - ikke med sig selv.

• Det er en kæmpe befrielse for vores atleter at forstå det.

For Nicolas Dalby opleves selvsnakken typisk i forbindelse med træning eller på vej ind til i kamp. Når han skal i aktion, forsvinder stemmen i baggrunden, mens instinkterne tager over.

• Når jeg står i kamp, er der ikke så meget tid til at tænke. Der kører det hele på autopilot. Sådan er det, når der er nogen, der prøver at sætte et skinneben i ansigtet på dig.

Dalby arbejder med et mantra i sin dagligdag: ”Jeg kan, jeg vil, jeg skal”.

• Jeg tænker på, hvad det er, jeg gerne vil. Jeg vil vinde min næste kamp. Okay, hvis der er noget, jeg vil, er der også noget, jeg skal. Det kan være en træning. Så er det den tankecyklus, jeg bruger, siger MMA-kæmperen.

Når kampen nærmer sig, skærer han helt ind til benet.

Nicolas Dalby fandt ud af med sin performancecoach, at han kan være tændt eller overtændt. Derfor har han arbejdet med at visualisere og genkalde den gode følelse.

• Det har jeg koblet sammen med et mantra, der er ”optimal spænding.” Det har nogle gange været min sætning. ”Okay, optimal spænding”.

Er det noget, du er dygtig til at finde?

• Ja, det er jeg. Mit arbejde består i at gå ind i et bur stort set ubeskyttet og gøre, hvad der føles som at slås med et andet menneske til døden.

• Der har været gange, hvor jeg ikke følte, at det var det, jeg havde lyst til i øjeblikket, og så er jeg nødt til at hive noget ud af skuffen for at finde et værktøj, der kan fastholde mig i det og blive ved, siger Nicolas Dalby.

Den escape-knap, sportspsykolog Kristoffer Henriksen omtalte tidligere, har Daniel Wagner haft lyst til at trykke på.

Eller, han havde specifikt lyst til at løbe ud til tribunen og kramme sin mor.

Men inden sin 100 meter ved de paralympiske lege i Paris, hvor han vandt sølv, ramte han zonen. Det sker sjældent for atleter. Men det sker.

• Jeg har aldrig været så fokuseret. Jeg vidste, at min familie sad på tribunen. Der var Dannebrogsflag flere steder. Men jeg havde besluttet mig for ikke at kigge, fordi gjorde jeg det, ville jeg miste fokus.

Paraatleten har en regel om, at han kun må tænke på tre ting, når han står i konkurrencen. Kun tre ting. Ikke fire.

De kører i cirkler oppe i hovedet.

• Jeg følte, at jeg havde et skjold omkring mig. Det var lige meget, hvad der skete. Du kunne have skåret mit andet ben af, og så ville jeg stadigvæk løbe de 100 meter, siger Daniel Wagner, der er benamputeret atlet og konkurrerer i det, man kalder T63-klassen.

• Hvis du har den her indre stemme, der siger, at du bliver nødt til at gøre, hvad der skal til for at præstere, er der mindre diskussion med dig selv. Du skærper dit fokus.

Det er overførbart til hverdagen. For dig og mig. Men det skal øves. Det har atleterne bevist.