
Borgmester vil bruge over 100 millioner ekstra på personer med handicap og psykisk sygdom | Indland | DR
Borgmester vil bruge over 100 millioner ekstra på personer med handicap og psykisk sygdom | Indland | DR
Over alt i landet kæmper kommunerne med stigende udgifter til de svageste borgere.
I Aarhus har politikerne vedtaget besparelser 150 millioner kroner i år , men alligevel kommer de til at mangle yderligere 140 millioner kroner næste år.
Derfor foreslår borgmester Anders Winnerskjold (S), at byrådet giver socialområdet en håndsrækning ved at indføre en ”socialprocent” på det kommende budget.
Det vil betyde, at der skal spares andre steder i den kommunale forvaltning for at finde i alt 107 millioner kroner ekstra til personer med handicap, psykisk sygdom eller alvorlige sociale problemer.
- Det er et forsøg på at lave en solidarisk omprioritering, hvor alle dele af Aarhus Kommune skal bidrage til, at vi kan løfte socialområdet, så nogle af vores mest udsatte kan få den hjælp, de har brug for, siger Anders Winnerskjold.
Borgere, der har brug for hjælp, skal dog ikke glæde sig for tidligt.
-Jeg er selvfølgelig glad for 107 millioner kroner, men det lukker kun en del af det hul vi mangler for at kunne hjælpe de mest udsatte aarhusianere, siger rådmanden for social- og beskæftigelse, Michael Christensen (LA).
Sammen med byrådsmedlemmerne fra Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti foreslår han, at byrådet indfører en model, hvor budgettet automatisk følger de reelle udgifter på socialområdet.
- Hvis partierne ikke ønsker at give flere penge til socialområdet, står vi desværre over for nye besparelser oven i de besparelser, vi allerede besluttede i foråret, siger Michael Christensen.
Byrådsmedlemmerne forhandler om budgettet for 2027 de kommende uger og i slutningen af september, når de efter planen frem til en aftale.