Lindsay Clancy er tiltalt for at have dræbt sine tre børn - men spørgsmålet om hendes skyld splitter USA | Udland | DR

Lindsay Clancy har aldrig benægtet, at det var hende, der dræbte sine tre børn, Cora på fem år, Dawson på tre år og Callan på otte måneder, i familiens hjem i Massachusetts i januar 2023.

Hun har dog erklæret sig ikke skyldig, fordi hendes forsvar mener, at hun på gerningstidspunktet led af en fødselspsykose og derfor ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig.

Anklagemyndigheden er uenig i vurderingen af hendes sindstilstand.

Efter fem ugers retssag og 80 vidner kunne juryen ikke blive enige. Fredag blev retssagen derfor erklæret ugyldig , og sagen sluttede indtil videre uden en dom. Ifølge Reuters har anklagemyndigheden endnu ikke besluttet, om sagen skal gå om med en ny jury.

Sagen har fået stor opmærksomhed i USA og på sociale medier, hvor spørgsmålet om Clancys mentale tilstand og strafferetlige ansvar er blevet heftigt diskuteret.

Samtidig har Clancy fået støtte fra en række kvinder, som fortæller, at de kan genkende noget af sig selv i hendes historie.

Men hvad er det, de kan genkende i historien om en mor, der er tiltalt for at have dræbt sine tre børn?

Forklaringen skal ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen, der forsker i blandt andet køn og kultur ved Syddansk Universitet, findes i, at sagen er kommet til at handle om mere end Lindsay Clancy selv.

• Lindsay Clancy er blevet en person, som mange mennesker spejler deres egne erfaringer, følelser og bekymringer i, siger hun.

Hundredvis af mennesker har demonstreret uden for retsbygningen i Massachusetts til støtte for Clancy. Mange har været klædt i lyserødt og haft budskaber om, at hun havde brug for hjælp.

En af de kvinder, der har fulgt sagen, er Melissa Merrill, som selv har oplevet selvmordstanker som mor.

• Jeg ser mig selv i hende, sagde hun til BBC uden for retsbygningen.

I videoen nedenfor kan du se nogle af Lindsay Clancys støtter, der samledes foran retsbygningen under retssagen.

På sociale medier har støtten til Clancy også fået sit eget udtryk. I videoer under budskabet 'Same, Lindsay' filmer kvinder sig selv - nogle sammen med deres børn - og deler egne erfaringer med moderskab.

Ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen er det ikke selve handlingen, folk kan relatere til, men de erfaringer, de læser ind i Clancys historie.

• For mange handler sagen ikke om at forsvare handlingen, men om genkendelse af erfaringer med frygt, udmattelse, psykisk sårbarhed eller oplevelsen af ikke at blive hørt, siger hun.

Det kommer også til udtryk blandt de kvinder, der var mødt op foran retsbygningen for at vise deres støtte til Clancy.

Mary Petito var en af dem. Hun mener, at Clancy blev svigtet af det amerikanske sundhedssystem.

• For mig er det vigtigt at være her, fordi sundhedssystemet svigtede Lindsay.

Du kan se i videoen nedenunder, hvad hun siger om Lindsays sag:

I månederne op til drabene søgte Clancy flere gange hjælp for sin mentale tilstand. Hun var blandt andet i kontakt med flere behandlere, blev indlagt på et psykiatrisk hospital og ringede til en selvmordslinje. Det fremgår af vidneforklaringer og dokumenter fra retssagen.

Sagen falder samtidig sammen med en bredere debat om psykisk sårbarhed efter fødsler og den hjælp, nybagte mødre får, påpeger Karen Hvidtfeldt Madsen.

Ifølge hende har sociale medier samtidig gjort det muligt at samle og synliggøre den slags erfaringer.

• Dermed bliver en konkret kriminalsag et samlingspunkt for bredere fortællinger om omsorg, sårbarhed og psykisk belastning, siger hun.

Men de stærke reaktioner på sagen handler ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen også om vores forestillinger om, hvad en mor er og bør være.

• Moderen er fortsat en stærk moralsk figur i vores kultur. Når en sag udfordrer forestillingen om den gode og omsorgsfulde mor, opstår der et særligt behov for at skabe mening og finde forklaringer, siger hun.

Spørgsmålet om, hvordan Lindsay Clancys handlinger skal forstås, har også været centralt under retssagen.

Den store sympati med Lindsay Clancy har samtidig mødt kritik, og sagen har delt meningerne om, hvor meget forståelse der bør være for hende.

Nicole Russell, der er mor til fire og har fulgt retssagen, beskriver sympatien med Clancy som "giftig empati" . Hun mener ikke, at Clancy bør gøres til et symbol på, hvor svært det kan være at være mor.

Millioner af kvinder oplever store belastninger som mødre uden at gøre deres børn fortræd, lyder hendes argument.

Jonathan Hatami, der arbejder som anklager i sager om overgreb mod børn i Los Angeles County, har også kritiseret den store opmærksomhed på Clancy. Han siger til New York Times, at han er bekymret over, at folk virker mere optagede af hende end af de tre børn.

Det er også en forskydning, Karen Hvidtfeldt Madsen hæfter sig ved.

• Det er jo en optagethed af moderens perspektiv, hvor børnene på en måde kommer til at fungere som baggrund for fortællingen frem for at være centrum, siger hun.

Det er ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen særligt interessant, fordi børn og børns trivsel samtidig fylder meget både kulturelt og politisk.

Samtidig har sagen sat gang i en bredere offentlig debat om moderskabets belastninger og dilemmaer, påpeger hun.