
Danskere vil af med ordet ’sale’ – men butikkerne har en god grund til at bruge det, siger forsker | Kultur | DR
Danskere vil af med ordet ’sale’ – men butikkerne har en god grund til at bruge det, siger forsker | Kultur | DR
Når danske butikker sælger varerne billigt, reklamerer de ofte ikke med udsalg . De holder i stedet sale.
Men selvom tilbuddene nok er gode, får det engelske låneord ikke nødvendigvis kunderne til at juble. I hvert fald topper sale Dansk Sprognævns opgørelse over engelske udtryk, danskere gerne vil være foruden .
Så hvorfor bruger butikkerne det alligevel på skrift?
- Det er måske en lille smule dovent for at være helt ærlig, siger Ole Obitsø, der er chefredaktør i organisationen Dansk Markedsføring.
Ole Obitsø forklarer, at markedsføringsbranchen er så international, at dem, der producerer materialet, ikke nødvendigvis selv sidder i det land, hvor det bliver sat op.
Ifølge ham er begrebet sale desuden særligt udbredt i tøj- og modebranchen, hvor de forskellige firmaer også holder øje med hinanden:
-
Der er en tendens til, at man kigger meget på hinandens markedsføring og adopterer det, siger Ole Obitsø.
-
Og når man skal producere rigtig mange reklamer til rigtig mange platforme, så tager man måske beslutningen ud fra en mavefornemmelse. Uden at tjekke hvad forbrugerne synes.
Hos Dansk Sprognævn har seniorforsker Eva Skafte Jensen bemærket brugen af ordet sale over længere tid. Faktisk i årtier. Og det er der en god grund til, mener hun:
- De der fire bogstaver, SALE, dem kan man lave alt muligt lækkert med, siger Eva Skafte Jensen.
Ifølge hende er de fire bogstaver nemme at sætte på højkant, på skrå eller stille i et kvadrat med to bogstaver oppe og to nede.
-
Der er noget mere harmonisk i det, end der er i udsalg , siger Eva Skafte Jensen.
-
Man kunne også skrive tilbud eller nedsatte varer , men det bliver mere kluntet.
Stormagasinet Magasin er en af de virksomheder, der har afholdt sale i mange år. Ifølge PR-chef Sandra Garder Abrahamsen fungerer det engelske ord bare godt:
- Det er et ord, mange genkender med det samme, og som samtidig er veletableret inden for mode og retail, skriver hun til DR Nyheder.
Hos Tøjeksperten var august måned i år til gengæld første gang, at der blev afholdt udsalg med brug af det engelske ord sale. Og det var netop blandt andet, fordi de skelede til resten af modebranchen, siger marketingmanager i PWT Group, Søren Faxholm:
- Vi ville prøve noget anderledes. Vi kan jo se, at rigtig mange af vores kolleger også gør det, siger han.
Han synes det er ’tankevækkende’, at sale er det engelske ord, danskerne helst vil af med. Men det er dog ikke noget, Tøjeksperten har mærket noget til:
- Vi har ikke hørt det helt store ramaskrig over det i vores kundeservice, siger Søren Faxholm.
Hvis du vil have inspiration til, hvordan du kan undgå engelske ord, så er P1-serien 'På dansk' i fuld gang med at finde danske ord, du kan bruge som erstatning. Hør hele serien af små afsnit i DR Lyd: