
Københavns kommune droppede Dao - men sender stadig breve med firmaet | Penge | DR
Københavns kommune droppede Dao - men sender stadig breve med firmaet | Penge | DR
Fra i dag skulle det være slut med at bruge Dao, når Københavns Kommune sender breve til borgerne.
For tre uger siden kom det nemlig frem, at de københavnske politikere ville opsige kommunens samarbejde med Dao fra 1. september. Begrundelsen var, at postdistributøren ifølge politikerne ikke lever op til kommunens krav om løn- og arbejdsvilkår.
- Og det er fast princip i Københavns Kommune, hvis man skal handle med os, lød forklaringen på det tidspunkt fra overborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Men nu viser det sig, at flere af kommunens forvaltninger alligevel fortsætter med at sende post med Dao.
Det gælder blandt andet den forvaltning, som overborgmesteren selv har det det politiske ansvar for, nemlig Københavns Kommunes økonomiforvaltning. Adspurgt af DR Nyheder oplyser forvaltningen, at "afsendelse af breve fra Økonomiforvaltningen vil ske ved, at Københavns Kommunes Postcentral sørger for at afhente og frankere brevene og indleverer dem til Dao."
Flere andre forvaltninger melder også, at de stadig bruger Dao.
Samtidig kan det oven i købet blive dyrere for kommunen at fortsætte med Dao uden den hidtidige aftale. Økonomiforvaltningen oplyser nemlig i et svar til Liberal Alliance , at der vil være en prisstigning på omkring fem kroner per standardbrev, hvis Dao benyttes efter aftalens ophør.
Det får Liberal Alliances medlem af Økonomiudvalget i Københavns Kommune, Alexander Ryle, til at ryste på hovedet.
-
Man skulle næsten tro, det var satire. Man opsiger aftalen med Dao – for så at fortsætte med Dao, siger han.
-
Og det eneste, man får ud af det, er en større regning.
Han anbefalede selv i Økonomiudvalget i maj, at kommunen valgte at fastholde den nuværende kontrakt med Dao.
DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra overborgmester Sisse Marie Welling, men det har ikke været muligt inden redaktionens deadline.
Professor Ole Helby Petersen, der forsker i offentlig styring og udbud ved Roskilde Universitet, er ikke overrasket over situationen. Ifølge ham skyldes det først og fremmest, at der reelt findes meget få alternativer til Dao på markedet for brevomdeling.
- Hele problemet er, at der i praksis kun er én leverandør tilbage til den type opgaver. Derfor kan det være meget vanskeligt for kommunerne at finde andre løsninger, siger han.
Han peger på, at Aarhus Kommune har fundet en alternativ model, hvor breve sendes via PostNords pakkesystem.
- Men det er en væsentligt dyrere løsning. Det svarer lidt til at skifte et discountsupermarked ud med et luksussupermarked, siger han.
Ifølge professoren illustrerer sagen forskellen mellem politiske ambitioner og de muligheder, der findes på markedet.
-
Det er en politisk beslutning at opsige samarbejdet med Dao, fordi virksomheden ikke lever op til de krav, man ønsker. Men her støder politikken sammen med virkeligheden, fordi der ikke findes noget oplagt alternativ.
-
Når man ender med at bruge den leverandør, man netop har sagt, man ikke vil bruge, kommer det til at ligne symbolpolitik, siger Ole Helby Petersen.
Daos direktør, Hans Peter Nissen, har ikke ønsket at kommentere sagen, men skriver følgende i en sms:
- Vi har forsyningspligt, så alt, hvad der bliver indleveret, vil blive distribueret.
Han har tidligere afvist, at virksomheden ikke skulle leve op til Københavns Kommunes krav om løn- og arbejdsvilkår.