
Viaplay lancerer gratis fodboldstream på YouTube og TikTok
Viaplay lancerer gratis fodboldstream på YouTube og TikTok
Viaplay går nye veje i jagten på de yngre fodboldfans. Fra mandag den 31. august lancerer selskabet Chatten FC , der bliver et fast ugentligt livestream på YouTube og TikTok.
Her er det traditionelle tv-studie erstattet af et mere uformelt format, hvor seerne gennem chatten får direkte indflydelse på, hvad der skal ske i programmet.
Chatten FC sendes hver mandag fra kl. 21.00 til 22.00 , og det kræver ikke et Viaplay-abonnement at se med.
Mandagens Premier League-kamp bliver en del af rammen omkring Chatten FC, men fokus er på diskussionen omkring fodbolden og samspillet med seerne.
Det er derfor værd at understrege, at Chatten FC ikke betyder, at Premier League-kampen bliver vist gratis på YouTube eller TikTok . Kampen kører i baggrunden for deltagerne, mens livestreamet handler om blandt andet aktuelle fodbolddebatter.
Viaplay nævner selv spørgsmål som Brøndbys mesterschancer, William Osulas muligheder som dansk 9’er og diskussioner om fodboldtrøjer som eksempler på emner.
Formatet skal i høj grad udvikles sammen med seerne. Via chatten skal publikum blandt andet være med til at vælge logo og trøjedesign samt komme med input til klubbens såkaldte spillerindkøb.
De første fem profiler på holdet er Kenneth Emil Petersen, Jesper Simo, Jonas Helmy, Simon Egeskov og Mikkel Borg , der alle allerede er kendte fra Viaplays fodbolddækning.
– Chatten FC er et format, der kommer til at blive skabt live i fællesskab med vores community. Det bliver uforudsigeligt, sjovt og helt anderledes end alt det andet, vi laver, siger Rune Knudsen, sportschef i Viaplay Danmark.
Satsningen kommer efter, at Viaplay tidligere på året eksperimenterede med et længere livestream på YouTube og TikTok i forbindelse med Champions League-finalen.
Ifølge Viaplay var der stor interesse for den seks timer lange udsendelse, og erfaringerne herfra har været med til at føre til det nye faste format.
– Nu tager vi skridtet videre og bygger fællesskabet endnu større med et fast, ugentligt stream til vores unge fodboldfans, siger Rune Knudsen.
Chatten FC havde generalprøve mandag den 24. august, mens den officielle premiere er mandag den 31. august kl. 21.00 . Herefter sendes programmet på samme tidspunkt hver mandag på YouTube og TikTok.