Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

'Danmarks grønneste regering' holder døren åben for at hente mere olie og gas op fra Nordsøen | Politik | DR
July 27, 2026News

'Danmarks grønneste regering' holder døren åben for at hente mere olie og gas op fra Nordsøen | Politik | DR

3 min readNo likesNo comments

'Danmarks grønneste regering' holder døren åben for at hente mere olie og gas op fra Nordsøen | Politik | DR

Før valget var der ingen slinger i valsen hos den daværende radikale klimaordfører, Samira Nawa.

Hun kaldte det "helt uacceptabelt", at SVM-regeringen satte gang i et arbejde , der skulle forberede en mulig forlængelse af olie- og gaslicenser i Nordsøen fra 2042 til 2050.

  • Vi kan på ingen måde gå på kompromis med vores klimamål. Én ting er, at regeringen sylter, udskyder og holder målsætningerne nede. Nu går den med åbne øjne også på kompromis med de aftaler, vi allerede har indgået, udtalte hun til Energiwatch om den daværende SVM-regering.

Nu er Samira Nawa ny klima-, energi- og forsyningsminister i firkløverregeringen, som De Radikale kalder for "den grønneste regering nogensinde". Men arbejdet med at se på, om der efter 2042 fortsat skal udvindes olie og gas fra Nordsøen, er ikke blevet droppet.

Det er den franske energigigant TotalEnergies, der har forhørt sig om muligheden for at forlænge licenserne til at udvinde gas fra Tyrafeltet fra 2042 til 2050.

DR har efterspurgt et interview med klimaministeren om, hvad hun har tænkt sig at stille op med anmodningen om at forlænge licenserne.

Interviewet har hun afvist, men hun har sendt et citat. Her påpeger ministeren, at regeringen har skærpet klimamålene, og at det vil øge udledningen af klimagasser, hvis licensen bliver forlænget.

  • Alt det skal vi have med i ligningen, når vi i regeringen skal tage stilling til, om arbejdet skal fortsætte, skriver Samira Nawa.

Arbejdet med at undersøge, om licenserne skal forlænges, står lige nu stille, men er ikke blevet skrinlagt. Og det er altså fortsat uafklaret, hvad regeringen ender med at beslutte.

Hos regeringens støtteparti Alternativet kalder klimaordfører Anna Bjerre det for 'vagt', at Samira Nawa ikke allerede har meldt, at licenserne ikke skal forlænges.

  • Det er ærgerligt, hvis de Radikale nu lægger deres vigtigste klimaambitioner på hylden, bare fordi de er kommet i regering. Selvfølgelig skal vi ikke lave flere udvidelser af olie- og gasproduktionen. Det er jo helt håbløst at gøre midt i klimakrisen, siger hun.

Klimaministeriet oplyser til DR, at et foreløbigt skøn viser, at en forlængelse af licenser i Nordsøen fra 2042 til 2050 vil medføre en øget CO2-udledning på mere end fem millioner ton. Det er udledningen fra selve udvindingen af gas og olie, som er en del af det danske klimaregnskab.

Derudover kommer så udledningen, når gassen blive brugt. Den udledning bliver bogført i det land, hvor det sker.

Eksperter peger på, at det vil skade klimaet og sende et forkert signal, hvis regeringen ender med at forlænge olie- og gaslicenserne.

Forperson for Klimarådet Peter Møllgaard pointerer, at det står i klimaloven, at Danmark skal være et grønt foregangsland.

  • Det bliver et vanskeligt signal at sælge til udlandet, hvis vi forlænger fossile brændsler ud over 2042 og samtidig siger, at vi skal være et grønt foregangsland, siger han.

Direktøren i den grønne tænketank Concito, Christian Ibsen, undrer sig også over, at døren til at forlænge olie- og gaslicenser ikke er blevet lukket.

  • Vi burde bruge kræfterne i Danmark på at gøre os uafhængige af fossile brændsler, elektrificere vores industri, vores transport og vores varmesektor, siger han.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne var i februar enige om at undersøge muligheden for at forlænge licenserne. Det mener regeringspartierne Moderaterne og Socialdemokratiet fortsat er en god ide.

  • Det er en vigtig beslutning, det her, og man bør gå ordentligt, redeligt, sagligt til den for at få afklaret forudsætningerne, siger Socialdemokratiets klimaordfører, Jesper Petersen.

For ham vejer den europæiske forsyningssikkerhed tungt i overvejelserne om at forlænge licenser.

  • Hvis alternativet til gas fra Nordsøen er, at den kommer fra Mellemøsten eller lande, vi egentlig gerne vil være uafhængige af, så kan det jo være endnu et dansk bidrag til en større europæisk forsyningssikkerhed.

  • Men det skal kunne fungere inden for de klimamål, vi har, siger Jesper Petersen.

Venstres klimaordfører, Mathilde Hjort Bressum, kritiserer regeringen for ikke at have brugt de lange regeringsforhandlinger til at afklare, om licenserne skulle forlænges.

  • Det er enormt problematisk. For at være helt ærlig er det også en lille smule blåøjet, at man ikke engang ønsker at adressere det her i regeringsgrundlaget.

  • Man er nødt til at tage højde for den geopolitiske situation. Det er væsentligt, at vi ikke er afhængige af russisk gas, siger Mathilde Hjort Bressum.

SF sender bolden videre til klimaministeren

Før valget var SF også markant modstander af at undersøge muligheden for at forlænge Nordsø-licenser.

Partiets klimaordfører, Nanna Bonde, vil ikke stille op til interview og svare på, hvor partiet står i dag. Hun henviser til Klimaministeriet, hvor minister Samira Nawa altså ikke vil stille op til interview.

politikkriminalitetklimasamira-nawa

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy