Vidner hørte skrig, da diskokugle pludselig faldt til jorden ved kæmpe firmafest - TV 2
Vidner hørte skrig, da diskokugle pludselig faldt til jorden ved kæmpe firmafest - TV 2
Det er fortsat uklart, hvad der konkret har fået diskokuglen til at falde til jorden, oplyser politiet, som undersøger ulykken. Foto: / Steven Knap/Ritzau Scanpix
En mand kom fredag aften alvorligt til skade, da han fik en stor diskokugle i hovedet til en firmafest for flere tusinde mennesker på Refshaleøen i København.
Det oplyser vagtchef Mads Østermark fra Københavns Politi til TV 2.
Var du til stede ved festen, har du billeder eller ved du noget om episoden, så kontakt TV 2 på 1234@tv2.dk.
- I første omgang var det kritisk. Efterfølgende har vi fået at vide, at hans tilstand er stabil, og at han er uden for livsfare, siger vagtchefen.
Manden er omkring 40 år. Tre andre personer kom lettere til skade, da diskokuglen faldt ned.
- Det var en stor firmafest med et par tusind gæster, og hvor Minds of 99 spillede, fortæller vagtchef Mads Østermark.
Firmafesten blev ifølge TV 2s oplysninger afholdt af revisions- og konsulenthuset PwC, der havde inviteret de ansatte til fest, farver og kulørte drinks på Reffen, hvor der var opstillet flere telte.
Billede fra teltet, hvor diskokuglen efter planen skulle kaste glamour og glimmer over dansegulvet. Foto: / Privatfoto
PwC bekræfter over for TV 2, at de var værter på festen, hvor diskokuglen faldt ned.
- Vi kan bekræfte, at det er en PwC firmafest, og vi er naturligvis berørte af situationen og samtidig lettede over, at de tilskadekomne er okay efter omstændighederne og bliver udskrevet i dag, skriver kommunikationschef Pernille Stokholm Bøg i en sms.
Der blev tilkaldt flere ambulancer til stedet, da i alt fire personer kom til skade. En 40-årig mand blev hårdest ramt. Foto: / Privatfoto
Selve festområdet, hvor ulykken skete, blev kort efter lukket ned.
Efterfølgende samledes deltagerne i et andet festtelt, hvor stemningen var trykket og præget af ulykken.
TV 2 har været i kontakt med en af de festende, som beretter, at det gav et knald, da wiren i loftet gav efter, hvorpå diskokuglen faldt tungt til jorden og folk skreg.
Billeder fra stedet viser en kæmpe guldfarvet diskokugle, der ligger på gulvet, mens flere politifolk arbejder på stedet.
Ifølge vagtchefen er det et professionelt firma, der har stået for opsætningen af diskokuglen, som har hængt i wirer.
Det er fortsat uklart, hvad der konkret har fået diskokuglen til at falde til jorden, oplyser politiet, som undersøger ulykken.
- Det kan være enten en wire, der er knækket eller en bolt i selve ophænget, lyder vurderingen.