
Kommune siger endnu engang nej til fixerum | Indland | DR
Kommune siger endnu engang nej til fixerum | Indland | DR
Et særlig sted, hvor misbrugere kan indtage deres stof, få gode råd til sikker stofindtagelse og måske akut førstehjælp.
Netop sådan et rum har længe været på ønskelisten hos Kirkens Korshær i Aalborg. Alligevel er planen om netop et stofindtagelsesrum - også kaldet fixerum - i centrum af byen endnu engang strandet.
- Behovet er ikke stort nok, begrunder kommunens Job og Socialrådmand Peter Larsen (SF)
Kommunen har for andet år i træk undladt at søge om penge til det fra en statslig pulje.
Forvaltningen har undersøgt behovet, og målgruppen for et stofindtagelsesrum i Aalborg er relativt begrænset.
- Derfor skal vi ikke etablere et tilbud, bare fordi der er kommet en statslig pulje, siger SF-rådmandmanden.
Men hos Kirkens Korshær er konstitueret chef, Jonas Jacobsen, af en anden opfattelse.
- I en stor by som Aalborg vil der altid være behov for et stofindtagelsesrum med tilknyttet sundhedsrum, så vi kan nå den gruppe af mennesker bedst mulig, siger han.
Ifølge Aalborg Kommunes forvaltning er antallet af stiknarkomaner faldet i Aalborg, men andre misbrugere har også brug for hjælp og rådgivning i et stofindtagelsesrum, mener Jonas Jakobsen.
-
Det er så vigtigt, at vi ikke kun taler om folk, der har et injektionsmisbrug. Et stofindtagelsesrum kan - som vi oplever det i Hovedstaden og vores øvrige lokaliteter i landet - så meget mere. Det tilbyder hjælp til folk, der indtager stoffer på alle mulige andre måder end en kanyle i armen.
-
Derfor er det, for mig at se, ikke korrekt, når man siger at behovet ikke er der, siger den tidligere leder af varmestuen i Aalborg og nu konstitueret chef for Kirkens Korshær i hele landet.
-
Jeg har en anden erfaring fra gaden og vores varmestue i byen, hvor man bare må sige, at der her er behov for et stofindtagelsesrum.
Kirkens Korshær driver stofindtagelsesrum i København, Aarhus, Odense og Vejle.