Friluftsbadet er lukket: Hvad skal området så bruges til?
Friluftsbadet er lukket: Hvad skal området så bruges til?
Det blev tidligere i år besluttet at lukke Odense Friluftsbad.
Til stor ærgrelse for mange odenseanere, som har gode minder fra oasen på Elsesmindevej.
Men det ville være for dyrt at istandsætte og drive friluftsbadet videre, og derfor valgte byrådet altså, at lukke institutionen.
Området, hvor friluftsbadet ligger, skal dog ikke ligge øde hen.
Derfor beder Odense Kommune nu borgerne om at komme med idéer til, hvad der så skal være på stedet.
I et opslag på Facebook skriver Odense Kommune :
“Odense Kommune er i gang med at udvikle det grønne område, så det i fremtiden kan bruges af endnu flere odenseanere.
I marts besluttede By- og Kulturudvalget, at Odense Friluftsbad lukkes, og nu kan dine input og forslag blive en del af det videre arbejde med at udvikle området.
Målet er at skabe et område, hvor du og andre kan dyrke fritidsaktiviteter, være aktive i en forening eller bare opholde jer, når området ikke er i brug.
Det betyder blandt andet, at området fremover skal:
– give plads til fritidsaktiviteter som idræt, spejdere og kultur
– kunne bruges af mange forskellige foreninger og brugere
– rumme både midlertidige og faste aktiviteter
– fortsat lægge areal til store events som Tinderbox og Eventyrløbet
– være åbent og tilgængeligt for alle, når der ikke er aktiviteter
Derudover forventes det, at de store bassiner fjernes, mens soppebassiner og de eksisterende baderum bevares.
Har du en idé til, hvordan området kan bruges fremover?
Send dit forslag til dan@odense.dk senest 1. september 2026.”