
Konkursboerne efter Nordic Waste kræver 17 millioner kroner fra rigmands virksomheder | Indland | DR
Konkursboerne efter Nordic Waste kræver 17 millioner kroner fra rigmands virksomheder | Indland | DR
I dag begyndte et juridisk slagsmål om 17 millioner kroner fra konkursramte Nordic Waste.
Jordrensningsvirksomheden gik konkurs i januar 2024 - kort tid efter millioner af kubikmeter jord var sat i bevægelse i Ølst nær Randers.
Nu kræver konkursboerne efter Nordic Waste og DSH Recycling de 17 millioner tilbage fra de tidligere ejere i DSH Environment Aps samt to øvrige virksomheder, der er ejet af rigmanden Torben Østergaard Nielsens USTC-koncern.
Retten i Randers skal over 11 retsmøder tage stilling til, om pengene fra de konkursramte virksomheder blev betalt på et tidspunkt, hvor virksomhederne var så tæt på konkurs, at de i stedet skal sendes tilbage og dermed indgå i konkursboerne.
Ifølge advokat Jacob Skude Rasmussen fra Gorrisen Federspiel, der repræsenterer de tre selskaber, er pengene blevet betalt i acontoskat og sendt videre gennem koncernen.
- Vores synspunkt er, at ingenting skal betales tilbage. Der skal ske frifindelse, siger han.
Konkursboerne, der har rejst sagen, ønsker ikke at stille op til interview med DR.
Sagens udfald er dog interessant for rækken af parter, der har rejst krav mod konkursboerne efter Nordic Waste, mener Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet.
Siden december 2023, hvor millioner af kubikmeter jord satte i skred, har der været heftig debat om, hvem der skal æde regningen for oprydningen, der beløber sig på cirka en halv milliard kroner.
- Der er ikke nogen tvivl om, at både Randers Kommune, Regeringen, der fører erstatningssag mod ledelsen i Nordic Waste, og dem, der har penge i klemme, er voldsomt interesserede i, om der kommer flere penge i konkursboet, siger han.
Derfor forventer han, at både Randers Kommune og staten, der begge har rejst krav for at få dækket deres udgifter for oprydningsarbejdet, følger sagens udfald.
Det spørgsmål vil blive afgjort i en særskilt retssag på et senere tidspunkt.