Revolutionen døde efter tre uger, da Italien genansatte Mancini | Fodbold | DR

En god flaske vin hører sig til i Italien.

Der er nok at vælge mellem. Klassikerne består de fleste prøver.

Det er et land, der holder sig til det, de kender. Det, der virker.

Men i Italien er man omtrent lige så glad for fodbold som for vin, og når det kommer til landsholdet, har det smagt af prop i lang tid.

Tre gange i træk har man misset kvalifikationen til en VM-slutrunde, og i sin desperation gik fodboldforbundet all in på at erhverve sportens svar på naturvin som sin nye træner, Pep Guardiola.

Efter eget udsagn med et tilbud af massiv størrelse, men åbenbart kun halvt så godt, som spanieren havde ønsket sig.

Dermed var posten stadig ledig, efter daværende landstræner Gennaro Gattuso, simpel som en Primitivo, tog sit tøj og gik efter endnu en forspildt sommer. Hvis ikke Guardiola, hvem så?

Forbundet henvendte sig til Carlo Ancelotti, men den garvede Don Carlo var opsat på at blive i sit job som Brasiliens landstræner.

Så kom Andrea Pirlo på banen. Elegantier i egen ret i sin storhedstid, og måske manden der kunne bringe lidt klasse tilbage til landsholdet.

Det mente nytiltrådte teknisk direktør i fodboldforbundet Paolo Maldini i hvert fald. Og også i så høj grad, at han opsagde sin stilling 16 dage efter tiltrædelsen, da Pirlo blev taget af brættet som mulighed.

Forbundets præsident Giovanni Malagó mente, efter politisk pres, at Andrea Pirlos forbindelse til det russiske bettingfirma Fonbet, hvor han har optrådt som ambassadør, var lig med tomlen ned, og det flugtede ikke med Maldini.

Ej heller med brasilianske Leonardo, som Maldini havde udpeget som sin rådgiver. Begge forlod jobbet.

Nu har det italienske fodboldforbund så præsenteret ny bemanding af posterne. Roberto Mancini, der havde tøjlerne mellem 2018-23, er tilbage som landstræner, og den 74-årige fodboldnomade Claudio Ranieri er blevet ansat i rollen som direktør.

Ifølge DR Sportens fodboldekspert Arnela Muminovic er hele seancen en perfekt opsummering af, hvor sløjt det står til i italiensk fodbold.

• Forbundet talte om revolution efter det tredje missede VM. Men i løbet af tre uger er det hele faldet til jorden. Man går fra Guardiola til Ancelotti for så næsten at ansætte Pirlo. Det er tre fuldstændig forskellige trænere med forskellige cv'er, siger hun.

• Det er en kæmpe nedgradering at nå frem til Pirlo, som aldrig har bevist noget som træner og bare lever på sit navn og er venner med Paolo Maldini.

• Og det vidner bare om, at der ikke er styr på det, for Maldini og Leonardo havde så slet ikke de beføjelser, man må formode, de selv troede, siden de blev overtrumfet af præsidenten.

I stedet landede forbundet på Roberto Mancini, og det virker mest af alt "som panik ved lukketid", mener fodboldeksperten.

• Han er en sikkerhedsløsning, der kan skabe ro og troværdighed. Men han repræsenterer ikke den revolution, forbundet havde meldt ud. Det lugter mere af fortid end fremtid, siger Arnela Muminovic.

Italiensk fodbold kan fodre svin med koryfæer. Alene denne saga bringer en masse navne i spil.

Men ser man på det aktuelle landshold, er talentmassen forsvindende lille i en historisk italiensk kontekst, og ifølge Arnela Muminovic er det særligt her, at forbundet bør koncentrere sig mest.

Så er det mindre vigtigt, om træneren hedder Mancini, Gattuso eller Spalleti.

• De italienske U21-spillere får stort set ingen spilletid i den hjemlige Serie A, og vejen fra akademierne til førsteholdene i ligaen er blevet alt for lang. Man vil hellere hente middelmådige udenlandske spillere.

• Ser du for eksempel på klubben Como, der var en stor succeshistorie sidste sæson og sluttede nummer fire, har de næsten ingen italienske profiler. Cesc Fabregas, træneren, har bare vurderet, at de italienske spillere ikke var gode nok.

• De italienske klubber har over en bred kam også haft nogle dårlige europæiske kampagner de seneste mange år, siger hun.

Italien er ikke det eneste land, der har oplevet stagnation i tilværelsen som fodboldmagt. I slut 90'erne besluttede man i Tyskland, at fornyelse krævede en gentænkning af hele strukturen i landsholdsfodbolden og fodboldforbundet.

Det førte senere til, at Tyskland i 2006 præsenterede sig fra en helt ny side, hvor spillestilen var klart defineret, og de talenter der passede bedst ind i udtrykket fik lov at bære landsholdsdragten.

Arnela Muminovic så gerne, at man i Italien bladrede lidt i tyskernes noter for at komme ud af den aktuelle krise.

• De skal finde ud af, hvad italiensk fodbold skal stå for. Hvordan er en italiensk fodboldspiller? Hvad er det for en type fodbold, han skal repræsentere?

• Og det er forbundet, der skal definere det, og derefter række ud til klubberne. De skal udstikke nogle krav om, at man skal have et vist antal U21-spillere på holdet for at styrke talentmassen. Sådan nogle ting, siger hun.

Der er to år til den næste store slutrunde. EM i Storbritannien.

Om det er lang eller kort tid til at få styr på tingene i det fodboldglade land, må de selv vurdere i det italienske fodboldforbund.

I mellemtiden kan Roberto Mancini glæde sig over en fejlslagen revolution med et godt glas vin.