
Elnettet kan ikke følge med: Kommune vil selv skaffe strøm til virksomheder | Indland | DR
Elnettet kan ikke følge med: Kommune vil selv skaffe strøm til virksomheder | Indland | DR
Nord for Limfjorden finder man en af de sorte pletter på elektricitetens danmarkskort.
Her har mange virksomheder været nødt til at udskyde investeringer og omlægninger til grøn energi, fordi der ikke er kapacitet nok i elnettet.
I Folketinget er der bred enighed om, at elnettet skal udbygges og styrkes, men det har Hjørring Kommune ikke tid til at vente på. Derfor vil kommunens teknik- og miljøudvalg nu skabe et alternativ til det nationale elnet, så man kan levere strøm direkte til virksomhederne.
- Hvis vi skal vente på, at Energinet (der ejer elnettet, red.) kommer med den store løsning, kan det jo komme til at tage 10-15 år, inden vi mærker noget heroppe, siger udvalgsformand Søren Homann (K).
Han drømmer om en model, hvor der bliver ført kabler direkte fra vindmølleparker og solcelleanlæg til virksomheder og boligområder.
Men det kræver et tæt samarbejde med både energiselskaber og el-kunderne.
- Det er jo ikke noget, vi som kommune kan gøre alene. Men vores fornemste opgave er jo at sørge for, at både borgere og virksomheder kan få strøm i stikkontakten, når de skal bruge den, siger Søren Homann.
Det er måske en ganske fin idé, at man nu vil undersøge muligheden for egen elforsyning i Hjørring Kommune, lyder det fra Moderaternes energiordfører, Lars Aagaard.
- Jeg hilser det velkommen, at mange forsøger at tænke nyt i forhold til, hvordan vi udbygger og bruger elnettet fremadrettet, siger han.
Energinet har tidligere udtalt, at store projekter, der ønsker at blive tilsluttet elnettet, risikerer at skulle vente op til ti å r for at få lov til det.
Lars Aagaard forstår godt, at man med den lange ventetid kan blive utålmodig, så han er åben for at tage et konkret forslag fra Hjørring Kommune med ind på Christiansborg.
- Det er en vild udfordring, vi står overfor, og der er dele af Danmark, som er særligt udfordrede, siger han.
DR har været i kontakt med Energinet, men selskabet har endnu ikke haft mulighed for at kommentere Hjørring Kommunes idé.