
DR-korrespondent: Milei bruger Falklandsøerne til at styrke sig selv | Udland | DR
DR-korrespondent: Milei bruger Falklandsøerne til at styrke sig selv | Udland | DR
Argentinas præsident, Javier Milei, truer med at straffe virksomheder, der udvinder olie omkring Falklandsøerne, og vil samtidig bruge flere penge på militær tilstedeværelse i den sydlige del af landet.
Det varslede han i en tale natten til fredag, hvor han endnu en gang fremførte Argentinas krav på de britisk kontrollerede øer. Her fastslog han, at de " historisk og juridisk tilhører Argentina, og det er der ingen tvivl om ".
Det er ikke første gang, at Milei fremfører Argentinas krav på Falklandsøerne . Men hidtil har hans udmeldinger især været politiske og ideologiske, fortæller DR’s Latinamerika-korrespondent Kristian Almblad.
Det nye er, at Milei denne gang følger ordene op med konkrete trusler. Han vil gøre det lettere at sanktionere virksomheder, deres direktører, aktionærer og leverandører, hvis de deltager i olieudvinding omkring øerne.
Du kan se en del af Mileis udmelding i videoen herunder.
Så hvorfor skruer han op netop nu?
En del af forklaringen skal findes hjemme i Argentina, vurderer Kristian Almblad.
- Han bruger Falklandsøerne indenrigspolitisk til at styrke billedet af sig selv som en stærk leder, der kæmper for Argentina, siger han.
Kristian Almblad peger samtidig på, at Milei begyndte sin præsidentperiode i 2023 med stor opbakning, men at hans popularitet siden er faldet.
Samtidig vækker Falklandsøerne stærke følelser blandt mange argentinere. Det gør sagen politisk brugbar for Milei, vurderer korrespondenten.
- Han slår på noget, som han formoder, at mange argentinere mener er rigtigt. Han bruger Falklandsøerne til at forsøge at øge sin egen popularitet, som ikke er så høj, som den har været.
Men forholdene hjemme i Argentina er ikke den eneste forklaring på, hvorfor Milei skruer op netop nu.
I sin tale sagde Milei, at der blæser nye vinde til fordel for Argentinas krav på øerne.
Det kommer, efter USA’s præsident blev spurgt, om USA ville hjælpe Storbritannien i en ny konflikt om øerne. Trump svarede ikke direkte på spørgsmålet, men sagde, at han vil genoverveje USA's hidtidige position i striden om Falklandsøerne. Samtidig kritiserede han Storbritannien for ikke at have hjulpet USA i konflikten med Iran.
Milei betragter Trump som en nær allieret, og Kristian Almblad vurderer, at den amerikanske præsidents udmeldinger har givet Milei en mulighed for igen at bringe Falklandsøerne højt på dagsordenen.
- Milei har helt sikkert været glad for Trumps melding om, at USA overvejer sin position. Han tolker det som en indirekte støtte fra Trump, og det bruger han aktivt i sin tale, siger han.
Storbritannien har afvist Mileis udmelding.
- Falklandsøerne er britiske, fordi indbyggerne på Falklandsøerne har valgt at være britiske, skriver den britiske forsvarsminister, Wes Streeting på X.
Spørgsmålet er nu: Hvor langt er Milei villig til at gå?
Det er svært at sige, vurderer Kristian Almblad. Men selv om præsidenten har skruet op for retorikken og varslet konkrete tiltag, er der stadig meget langt til en militær konfrontation.
- Der er langt fra det, vi ser nu, til en reel konflikt mellem Argentina og Storbritannien, siger han.
For at forstå, hvorfor Falklandsøerne kan bruges på den måde, skal man mere end fire årtier tilbage.
I 1982 invaderede Argentina øerne. Storbritannien svarede igen militært, og efter 74 dages krig overgav de argentinske styrker sig.
Nederlaget og spørgsmålet om øerne fylder stadig meget i Argentina, fortæller Kristian Almblad.
- Falklandsøerne er et nationalt traume. Derfor er der også mange argentinere, som måske ikke støtter Milei, men som godt kan mene, at Falklandsøerne burde tilhøre Argentina.
Øerne ligger omkring 500 kilometer fra Argentinas kyst, men er et britisk oversøisk territorium. For mange argentinere er det svært at forstå, at øerne styres af Storbritannien, som ligger tusindvis af kilometer væk, fortæller Kristian Almblad.
Men ønsket om argentinsk kontrol over øerne er ikke nødvendigvis det samme som et ønske om en konflikt med Storbritannien.
- Mange argentinere kan godt ønske sig, at Falklandsøerne var argentinske, uden at de er klar til at gå ind i en konflikt med Storbritannien, siger han.