
Han har 'kæmpestor taknemmelighed' for deres indsats, men minister vil ikke love soldater samme hæder som deres kolleger | Indland | DR
Han har 'kæmpestor taknemmelighed' for deres indsats, men minister vil ikke love soldater samme hæder som deres kolleger | Indland | DR
Dannebrog er hejst, og dagen bliver markeret ved at sige tak til alle dem, der står vagt om Danmark.
Sådan formulerer Forsvaret Flagdagen, hvor udsendte danske soldater bliver hyldet.
"Alle dem, der har sat sig selv i spil for at beskytte kongeriget og de værdier, Danmark bygger på", skriver Forsvaret på Instagram .
Det gælder bare ikke de soldater i 1. Eskadre, der sejler på Forsvarets arktiske skibe og patruljerer i de farlige farvande omkring Grønland, hvor de håndhæver Kongerigets suverænitet og redder nødstedte.
Derfor kommer de med et opråb til forsvarsminister Jeppe Bruus (S): De vil på lige fod med øvrige udsendte, danske soldater hædres på Flagdagen, have en medalje og vigtigst af alt: Opnå veteranstatus.
Det ønske er ministeren åben for at imødekomme. Men han kommer ikke med nogle løfter til soldaterne.
- Vi arbejder løbende med vores veteranpolitik, og det kommer vi også til at gøre fremadrettet, siger ministeren.
Soldaterne i 1. Eskadre er også udsendt og er væk hjemmefra i lang tid ad gangen. Burde de ikke også være med i dag?
- Jeg har en kæmpe taknemmelighed og anerkendelse af deres store indsats. Og vi kommer løbende til at arbejde med veteranområdet, og det er slet ikke slut endnu. Så jeg hører, hvad de siger.
Den udeblevne hæder på Flagdagen, ingen medaljer samt den manglende mulighed for at få veteranstatus giver soldaterne en følelse af manglende anerkendelse og af at være nedprioriterede, fortæller flere kilder til DR.
Kan du forstå den følelse, de står tilbage med?
- Det lytter jeg selvfølgelig meget efter, og jeg vil derfor også gerne her tilkendegive, at jeg har en kæmpestor taknemmelighed og anerkendelse for deres store indsats, siger Jeppe Bruus.
Vil det ikke være et skulderklap til dem at tage dem med på Flagdagen og sørge for, at de også får samme hyldest og hæder?
- Vi kommer løbende til at arbejde med vores veteranområde, og på den måde hænger tingene jo sammen.
Forklaringen på, at soldaterne i 1. Eskadre ikke har veteranstatus ligger i, at sejlads ved Grønland tæller som en national operation. For at få veteranstatus skal man have været på en international mission.
Det gælder eksempel de soldater, der har været udsendt til Letland på den danske Camp Valdemar, hvor soldaterne blandt andet bidrager til afskrækkelsen af Rusland og - hvis det bliver nødvendigt - skal forsvare Letland mod et angreb.
Det samme gælder de soldater fra Søværnet, der er en del af EU's fælles kyst- og grænsevagt, Frontex, hvor de overvåger EU's ydregrænser og skal hjælpe med at stoppe narko- og menneskesmuglere.
Er det fair, at skillelinjen er på den måde?
-
Det er i hvert fald helt rimeligt at stille det spørgsmål, og derfor også klar til at kigge på, hvor den skillelinje skal gå.
-
Det er det, vi kommer til at arbejde videre med. Veteranpolitikken har udviklet sig meget hen over årene. Og jeg er selvfølgelig også åben for at kigge på, om det skal se anderledes ud.