
Politiet affyrer skud mod fører af varebil i Taastrup | Indland | DR
Politiet affyrer skud mod fører af varebil i Taastrup | Indland | DR
Opdateret klokken 13:12: Politiet har anholdt den formodede gerningsmand.
Politiet har affyret skud mod føreren af en varebil, der har forsøgt at påkøre to politifolk i Taastrup.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på Politi Update.
Føreren forsøgte at påkøre politifolkene på Taastrup Hovedgade, og politiet afgav derfor skud lidt efter klokken 10 her til formiddag.
Ingen er blevet ramt af politiets skud, lyder det fra politikredsen.
Varebilen var i forvejen efterlyst som stjålet, og inden skudaffyringen havde politiet eftersat varebilen på Roskildevej og ind på Taastrup Hovedgade.
Efterfølgende kørte bilen galt, og føreren undslap politiet til fods.
Politiet arbejder fortsat på stedet, hvor billeder viser, at der er afspærringer på gaden, hvor en hvid varebil holder.
Billeder fra stedet viser også, at en person i en hvid DNA-dragt føres ind i en politibil.
DR's reporter på stedet, Joshua Hollingdale, fortæller, at vores fotograf har set personen blive kørt væk.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed er underrettet om hændelsen, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Københavns Vestegns Politi har anholdt en mand, der formodes at være føreren af bilen, der forsøgte at påkøre to politifolk i Taastrup.
Politiet vil endnu ikke kommentere hændelsen.