
Luftfoto af krater florerer - sådan har vi forsøgt at verificere | Udland | DR
Luftfoto af krater florerer - sådan har vi forsøgt at verificere | Udland | DR
På sociale medier har der i dag floreret billede og video af, hvad der ligner er et stort krater, efter et missilnedslag i Polen.
Missilet formodes at være styrtet ned i løbet af natten i nærheden af den polske landsby Tarnawa-Kolonia, sydøst for Lublin - cirka 100 kilometer fra den ukrainske grænse. Det oplyser flere officielle kanaler - blandt andre Polens Vicepremiereminister, Władysław Kosiniak-Kamysz, på X .
Et af billederne, der deles, er et billede af et krater på en mark.
Luftfotoet er ikke blevet bekræftet af officielle kilder. Det lokale polske medie Lublin112 har dog delt det. Vi har forsøgt at kontakte mediet for at få bekræftet, hvor billedet stammer fra, og om de selv har taget det, men indtil videre uden held.
Når vi geolokaliserer et billede – altså forsøger at fastslå, hvor det er taget – leder vi blandt andet efter genstande og detaljer, der skiller sig ud.
I hjørnet af luftfotoet kan man se en konstruktion, der ligner et jagttårn:
Det stemmer overens med en video fra området, som også florerer på sociale medier. Her kan man se et jagttårn til højre i billedet.
Jagttårnet fremgår desuden også af et billede fra Google Earth fra februar 2019.
Når vi zoomer ud, kan vi desuden se en række buske i venstre side.
Både buskene og jagttårnet kan også genfindes på billeder fra Google Maps.
Vi fandt frem til marken ved at efterprøve koordinater, som er blevet delt på sociale medier. Derefter sammenlignede vi kendetegnene på luftfotoet og videoerne med billeder af området. Her kunne vi genfinde både buskene og jagttårnet.
Vi har også undersøgt, hvornår luftfotoet kan være taget. Det har vi gjort ved at analysere skyggerne på billedet og sammenligne dem med værktøjer og kort, der viser solens placering og skyggernes retning minut for minut.
Analysen viser, at skyggerne på fotoet stemmer overens med solforholdene torsdag morgen på den mark, hvor det formodede missilnedslag fandt sted.
Samlet set understøtter detaljerne, at luftfotoet er taget på den pågældende mark torsdag morgen. Vi har dog endnu ikke kunnet bekræfte, hvem der har taget luftbilledet.