Energiø Bornholm bliver bygget oven på huse fra vikingetiden | Indland | DR
Energiø Bornholm bliver bygget oven på huse fra vikingetiden | Indland | DR
På det sydlige Bornholm har 13 arkæologer spidset deres skovle og støvet børsterne af, for i løbet af de kommende måneder skal de udgrave en række bopladser og huse, der dækker 6.000 års bornholmsk historie.
Og de har travlt. De mange huse og andre spor fra perioden helt fra bondestenalderen til vikingetiden bliver nemlig snart skjult af det kæmpe byggeri, der skal huse transformeranlægget til Energiø Bornholm.
- Vi ved, at bebyggelserne har ligget der, for det har vores forundersøgelser vist. Nu vender vi så tilbage for at lave de egentlige og omfattende udgravninger, siger chefarkæolog Jens Berthold fra Bornholms Museum.
Arkæologerne er lige gået i gang med at udgrave et vikingehus, og snart kommer turen til huse fra yngre jernalder.
Området gemmer på op mod 500 huse fra yngre jernalder og frem til vikingetiden eller måske endda tidlig middelalder.
- Men vi forventer også at finde spor efter de mennesker, der byggede og ofrede i området i bondestenalderen, siger Jens Berthold.
Det er den største udgravning nogensinde på Bornholm. Derfor tøver chefarkæologen heller ikke med at kalde det en utrolig vigtig del af Bornholms forhistorie, som de nu skal i gang med at finde og skrive.
- Vi kommer til at rekonstruere befolkningsudviklingen og bebyggelsernes udvikling over 6.000 år, siger Jens Berthold.
Mens der altså er mange spor efter bebyggelser i området syd for Aakirkeby, er der kun fundet meget få grave - og det er usædvanligt.
- Vi ved ikke, hvorfor vi ikke er stødt på dem endnu. Men vi er blevet overrasket over fund af brændte knogler fra bondestenalderen, og de er i omegnen af 5.000 år gamle, siger Jens Berthold.
Bornholms Museum vil arbejde i området både i år og næste år - og alle de arkæologiske undersøgelser forud for Energiø Bornholm skal være helt færdige i 2028.