
Havearbejde afslører Danmarks største vikingesølvskat | Indland | DR
Havearbejde afslører Danmarks største vikingesølvskat | Indland | DR
En anonym mand fra Rebild-området fik sig noget af et chok, da han for nylig skulle anlægge ny terrasse.
Under gravearbejdet dukkede der nemlig massevis af sølv op - faktisk i så store mængder, at det nu omtales som Danmarks største vikingesølvskat.
Der er fundet over 700 genstande eller fragmenter af sølvgenstande med en samlet vægt på 18,5 kilo, hvilket er cirka tre gange så tungt som det tidligere rekordfund.
-
Jeg troede ikke mine egne øjne, siger Torben Sarauw, kulturarvschef på Nordjyske Museer, om det øjeblik, hvor han første gang så de store mængder sølv.
-
Det er jo fuldstændig enestående. Vi har tidligere fået mindre sølvskatte ind, men der taler vi om gram, og her taler vi mange kilo. Det er ikke noget, vi ser hver dag.
Den ellers hidtil største sølvskat fra vikingetiden i Danmark er den såkaldte Terslevskat, der vejer cirka 6,5 kilo, men ifølge de nordjyske museumsfolk når den ikke den nyfundne sølvskat til sokkeholderne.
Den rummer masser af sølvbarrer, men også smykker, mønter, en lille torshammer og andre smågenstande.
- Det er både stort kilomæssigt, men også arkæologisk og historisk, siger Lars Christian Nørbach, direktør for Nordjyske Museer.
Selvom arkæologer og museumsfolk nu klapper i hænderne over det store sølvfund, så er der nu også et stort stykke arbejde foran dem, understreger de.
For selvom man antager, at der er en sammenhæng med en anden - men markant mindre - sølvskat, som blev fundet i området i 1971, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål.
- Jeg ville gerne, at man kunne finde et hus, landsby eller noget, som sølvet er en del af. Det begynder vi at kigge på nu, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach.
Men uanset om man lykkes med det eller ej, bidrager sølvet i sig selv med en større viden om vores fælles historie, mener de hos Nordjyske Museer.
-
Det er en del af det store puslespil om danmarkshistorien. Nye, unikke fund giver vigtig viden om, hvor vikinger rejste hen, hvordan de fik fat på sølv og endda deres økonomi.
-
Det er med til at fortælle om, hvorfor mennesker i dag er, som de er, understreger kulturarvschef Torben Sarauw.