
Sumpbæver spottet ved Rømø: 'Det går simpelthen ikke' | Indland | DR
Sumpbæver spottet ved Rømø: 'Det går simpelthen ikke' | Indland | DR
Flere gange inden for kort tid er en sumpbæver blevet spottet ved Rømø, og det er dårligt nyt, oplyser Nationalpark Vadehavet i en pressemeddelelse.
Sumpbæveren betragtes nemlig i Europa som en invasiv art. Den stammer oprindeligt fra Sydamerika og opdrættes i farme i blandt andet Tyskland.
- Den vil vi ikke have på Rømø. Det går simpelthen ikke, at den graver i digerne og derved gør digerne ustabile, udtaler Morten Sextus, der er digegreve ved Juvre Digelag og har talt med nationalparkens prædationskoordinator om at finde dyret.
Nationalparken opfordrer til at kontakte netop prædationskoordinatoren, hvis man ser sumpbæveren.
Både medarbejdere ved Nationalpark Vadehavet og lokale beboere har set sumpbæveren, lyder det i pressemeddelelsen.
Tidligere i år havde også Tønder Kommune besøg af den ubudne gæst .
Dengang lød det fra Morten Elmeros, der er seniorrådgiver på institut for EcoScience på Aarhus Universitet, at bæveren har vundet større indpas syd for grænsen, men at klimaforandringer giver varmere vintre - og det kan betyde, at vi kommer til at se mere til den herhjemme.
- Den har spredt sig op gennem Tyskland i de sidste årtier, og der skal nok være en indvandring til Danmark i gang, sagde han.
Sumpbæveren blev også tidligere på måneden spottet i Odense Fjord .