Til kamp mod helvedeslarven: 'Det bliver meget hurtigt et nationalt problem' | Indland | DR
Til kamp mod helvedeslarven: 'Det bliver meget hurtigt et nationalt problem' | Indland | DR
Det rød-hvide afspærringsbånd, som er sat op mellem orange kegler bærende et stort advarselsskilt, står ikke i Odense.
'Larven fra helvede' - også kendt som egeprocessionsspinderen - har spredt sig.
I går blev den fundet i et nyindkøbt egetræ på Mors. Og i egetræer på Amager. Tirsdag flere steder i Nyborg Kommune. Og her i Kerteminde, nabokommune til det odenseanske epicenter, har Claus Conradsen fundet endnu en rede.
-
Vi er nødt til at sige: "Kære borgere, lad være med at gå derind," forklarer den udsendte specialarbejder fra Park og Vej i Kerteminde Kommune.
-
Vi læner os jo op ad, hvad Odense Kommune gør, og hvad alle andre lande gør, siger Claus Conradsen, der har fået til arbejde at opspore larverne og særligt deres reder.
Det er to somre siden, de første gang observerede larven i den sydlige del af kommunen. I april dukkede den op i Munkebo, og for fjorten dage siden fandt de den første i Kerteminde by.
Og efterhånden har Claus Conradsen godt styr på, hvor egetræerne står i byen og i kommunen. Hvor han skal holde øje.
-
Af erfaring ved jeg, de ofte sidder på stammen under de nederste grene. Hvis der er noget, der ser mistænkeligt ud, tager jeg kikkerten frem og nærstuderer det, fortæller han.
-
Vores reder er ikke så store, som dem de finder inde i Odense. De største, jeg har fundet, har været som to hænder, i går fandt jeg en rede, der var mindre end et æg.
Kerteminde Kommune forventer ikke, at larverne med de mikroskopiske hår, som giver slemme gener for både mennesker og dyr, vil give samme massive problemer som i Odense .
Der er simpelthen ikke så mange egetræer som i nabokommunen.
Alligevel er der indkaldt til informationsmøde i Troelskærsalen i Munkebo denne eftermiddag.
-
Odense er jo ligesom orkanens øje, og så ligger vi lige i slipstrømmen af den, siger Kerteminde Kommunes borgmester, Michael Nielsen (K):
-
Vi kan jo se, hvordan det har udviklet sig og nærmest er eksploderet mellem hænderne på dem derinde, og det gør vi nu alt for at undgå også sker i Kerteminde Kommune.
Kommunen har fået rigtig mange henvendelser og spørgsmål fra borgerne gennem flere dage, derfor er der nu behov for at kunne give samlet information, siger borgmesteren.
- Vi vil gerne klæde folk på, så de ved, hvad risikoen er ved, at vi nu har 'larven fra helvede' her i Kerteminde Kommune,. Og så informere om, hvad vi gør, siger Michael Nielsen.
Elisabeth Hammersholt Jensen står med sin hund i snor cirka syv kilometer fra, hvor Claus Conradsen har været i aktion. Under et andet egetræ omringet af et rødt og hvidt plastikbånd.
Her, ved siden af Nymarksskolen opdagede hun en klump larver i sidste uge.
- Jeg troede først, at det var edderkopper. Men det var det jo så ikke, konstaterer hun.
Hun er glad for, at der er blevet spærret af og sat et advarselsskilt op, indtil larverne om få timer bliver fjernet, for her kommer både legende børn, cyklister og andre hundeluftere.
- Det fylder en hel del med den larve, og vi holder alle sammen øje, os der går med hunde, så vi kan alarmere, hvis der er noget, siger Elisabeth Hammersholt Jensen.
Claus Conradsen har på bare de sidste to dage opdaget seks reder.
Hver gang indberetter han det på en app og markerer på et kort, hvor reden er observeret. Han tager billeder og laver en beskrivelse. Når området er skærmet af for hundeluftere eller andre forbipasserende, er det et eksternt firma, der kommer ud og fjerner rederne.
- Der skal bruges specialudstyr med heldragt og sådan, så det er ikke noget, vi har lyst til selv at udføre, siger Claus Conradsen.
Og Kertemindes larveopsporer er bekymret. Især for de store, gamle egetræer rundt om i landet, der nu på grund af larven er blevet lidt ildeset.
- Det kan godt være, at det er et regionalt problem nu, men det bliver meget hurtigt et nationalt problem. Så vi gør, hvad vi kan her i Kerteminde for at begrænse spredningen, siger Claus Conradsen.
Han kigger en gang til op i det egetræ, han står under. Han håber ikke, at det ender med, at de skal fældes. Det vil være frygteligt, konstaterer han og slår ud med armene.
- Ja, vi gør i hvert fald vores, siger han.