Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

Hendes album blev et fænomen verden over. Nu skifter Charli XCX spor på nyt 'mesterværk' | Kultur | DR
July 24, 2026Culture

Hendes album blev et fænomen verden over. Nu skifter Charli XCX spor på nyt 'mesterværk' | Kultur | DR

3 min readNo likesNo comments

Hendes album blev et fænomen verden over. Nu skifter Charli XCX spor på nyt 'mesterværk' | Kultur | DR

Da engelske Charli XCX udgav det limegrønne album 'Brat' i juni 2024, var der ikke mange, der havde forudset, hvor meget det ville præge den sommer.

“ If you love it, if you hate it, I don't fucking care what you think ”, sang hun køligt på hittet '360' uden at interessere sig for, hvad andre synes.

Albummets kæphøje attitude var tydeligvis det, som mange hungrede efter.

'Brat', der kan oversættes til møgunge, handlede om at give sig hen til flabethed, fest og nye forelskelser, og på internettet blev sommeren døbt 'Brat Summer' og blev et kulturelt fænomen samt beskrevet i alverdens medier.

Nu udgiver Charli XCX så opfølgeren 'Music, Fashion, Film', der udkommer i dag. Her er natklubben skiftet ud med guitarer og sort/hvide farver, og The Guardians anmelder er så begejstret, at albummet får topkarakteren fem stjerner.

  • Hvordan følger man op på det album, der gjorde én til stjerne – og en karikatur af sig selv? På klassisk Charli-manér: Ved at skifte til guitarbaseret musik og levere et selvbevidst mesterværk om identitetens ustabilitet, skriver avisen .

Også Rolling Stone roser, men nøjes med fire ud af fem stjerner.

Charli XCX har som "en mester, hvis egentlige kunstform er øjeblikket selv, givet os intet andet valg end at vente og se, hvad der kommer næste gang", skriver musikmagasinet .

P3-radiovært og musikjournalist Marie Hobitz har også allerede lyttet til det nye album og kalder det "fantastisk".

  • Charli XCX har været en tur inde i tørretumbleren, som 'Brat' var, og er blevet spyttet ud igen, og hun er stadig sig selv, på trods af det lyder anderledes, siger Marie Hobitz til P1-kulturprogrammet K-Live .

Popstjernen har ikke ligget på den lade side, efter hun udgav 'Brat'. Kort efter udkom en remix-version af selvsamme album med et væld af gæsteoptrædener, og i februar i år stod hun for soundtracket til filmen 'Wuthering Heights'.

Alligevel er 'Music, Fashion, Film' den sande opfølger til det nu to år gamle sommeralbum.

  • Det her er på sin vis Charlis "svære toer", på trods af at det er hendes plade nummer syv, fordi hypen har været så enorm, siger Marie Hobitz.

  • Det gør det svært, for prøver du at koge mere suppe på det søm, eller prøver du noget helt andet? Her er det ret tydeligt, at hun prøver noget helt andet, og jeg synes, hun gør det på rigtig fornem Charli-manér, tilføjer radioværten.

På albummets cover ses et billede af tre ikoner fra henholdsvis musikkens, filmens og modens verden, nemlig musiker John Cale, designer Marc Jacobs og instruktør Martin Scorsese.

Albummets titel 'Music, Fashion, Film' remser da også tre ting op, som Charli XCX går meget op i.

Udover at skrive sange til film har hun for eksempel spillet med i filmen 'The Moment' - en satirisk mockumentary om en turné, hvor hun spiller en fiktiv udgave af sig selv.

Charli XCX er i det hele taget ikke bange for at vende alt lidt på hovedet, fortæller Marie Hobitz.

  • Der er flere, der har snakket om, at det er et rockalbum, og andre har sagt, at det overhovedet ikke er et rockalbum, siger P3-radioværten.

Selv synger hun "I think the dance floor is dead. So now we’re making rock music” på sangen 'Rock Music'. Om hun virkelig mener det eller bare provokerer, er svært at afgøre, skriver AP News – det giver albummet ikke et entydigt svar på.

  • Jeg tror, hun elsker, at vi diskuterer det. Jeg tror, hun elsker at gå ind og pille ved forskellige små knapper i vores kulturforståelse og vores musikforståelse, siger radioværten.

Film er også en kæmpe del af Charli XCX’s univers – hør mere om det i K-Live, hvor du også kan høre, hvilken kendt filminstruktør der denne gang er eneste gæst på popstjernens nye album:

musikcharli-xcx

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy