
Cheflæge på akutmodtagelsen: Lad være med at begå denne fejl, når du bader | Indland | DR
Cheflæge på akutmodtagelsen: Lad være med at begå denne fejl, når du bader | Indland | DR
Når solen virkelig bager her om sommeren, er der intet som at pakke strandtasken, badetøjet og et par iskolde øl til at tage med på stranden.
Sommerhalvåret er dog ikke kun højsæson for kolde dyp - det er også højsæson for hovedspringsulykker. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
-
Vi ser det hvert eneste år. Når vejret er godt, vil danskerne gerne ud at bade. Nogle forsøger sig med hovedspring, men det er her, at det nemt kan gå galt, siger cheflæge på akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital, Lubna Rafiq Kokholm, til DR.
-
Hovedspringsulykker kan ende med permanente skader. Hvis et hovedspring går galt, kan det føre til brud på nakken og ryggen. Og det kan i værste fald føre til lammelser i arme og ben.
Derfor opfordrer cheflægen nu de badeglade gæster til lige at tænke sig om en ekstra gang.
- For det første skal man ikke springe på hovedet, når man ikke kender vanddybden. Det gælder også, selvom det er et sted, du har badet før, siger hun.
Vandforholdene kan nemlig ændre sig, og det er vigtigt at være opmærksom på, inden du kaster dig ud i et hovedspring eller en dobbelt saltomortale.
- Du skal selvfølgelig heller ikke springe på hovedet, hvis der er et tydeligt advarselsskilt, der forbyder det. Der er som regel en grund til, at det er der, siger Lubna Rafiq Kokholm.
Selvom det måske giver sig selv, så er der alligevel folk, der begår denne fejl.
Og selvom det kan være fristende at knappe en iskold øl op på stranden for derefter at tage et hovedspring i havet, fraråder cheflægen også det.
- Når man er påvirket af alkohol eller stoffer, så bliver man overmodig. Det er også det, vi ofte ser i mange andre slags ulykker. Ens reaktionsevne og ens evne til at bedømme fare bliver dårligere. Det er her, det tit går galt.