Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

22 af landets mest pressede kommuner får millardstor håndsrækning | Indland | DR
August 31, 2026News

22 af landets mest pressede kommuner får millardstor håndsrækning | Indland | DR

3 min readNo likesNo comments

22 af landets mest pressede kommuner får millardstor håndsrækning | Indland | DR

Artiklen er opdateret efter interview med økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Der bliver vendt kroner og øre for at finde penge til skoler, dagtilbud og ældrepleje rundt om i det kommunale Danmark i øjeblikket, hvor næste års budgetter skal falde på plads.

Men nu får 22 udvalgte kommuner en økonomisk håndsrækning i form af den såkaldte særtilskudspulje.

Det skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse forud for et pressemøde, hvor fordelingen bliver præsenteret.

På forhånd havde 45 kommuner dog hånden fremme efter pengene til kommuner, der for eksempel har demografiske og socioøkonomiske udfordringer.

Ifølge indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) er puljen, som i alt løber op i én milliard kroner, "markant" større end tidligere år.

  • Vi har haft fokus på de kommuner, der har mest brug for det - kommuner i vores landdistrikter, som står overfor eventuelle skolelukninger og udfordringer med børn med skolevægring, siger hun.

  • Der er mange kommuner, der har søgt, og alle har ikke fået, men vi har haft fokus på dem, der har mest brug for det, lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Det er såkaldte land- og yderkommuner, der fylder på listen, hvor det absolut højeste beløb går til Lolland Kommune, der kan se frem til at modtage hele 223 millioner kroner.

Det er over dobbelt så meget, som nummer to på listen, Bornholm, som får 110 millioner kroner, og beløbet falder igen markant ned til tredjepladsen, hvor Langeland Kommune rangerer og har udsigt til 68 millioner kroner i særtilskud.

De økonomiske problemer i Lolland Kommune er så massive, at borgmesteren tidligere på sommeren meldte ud, at det bliver nødvendigt at spare på "alt, der ikke er lovpligtigt".

Først blev underskuddet beregnet til 531 millioner kroner, men i sidste uge blev det nedjusteret til 347 millioner kroner.

  • Den her regering har valgt at prioritere velfærden lokalt rigtig højt, fordi vi ved, det er dér, folk mærker det allermest, siger Pia Olsen Dyhr.

Fordeler man de mange millioner på antal indbyggere i kommunerne, er det læsøboerne, der får flest penge ud af Pia Olsen Dyhrs håndsrækning. Her svarer tilskuddet til 7.251 kroner per indbygger.

Herefter følger Lolland og Langeland, hvor særtilskuddet svarer til henholdsvis 5.822 og 5.761 kroner per indbygger.

Overfor DR Nyheder understreger Pia Olsen Dyhr, at pengene er gået til de kommuner, der har mest brug for dem.

Hvorfor er det rimeligt, at Lolland har fået en fjerdedel af hele puljen i forhold til alle de kommuner, der ikke har fået?

  • Lolland er særligt udfordret, og det betyder igen og igen, at de blandt andet lukker skoler og ikke kan levere den ældrepleje, som der er brug for, og vi har haft et fokus på, om vi kan være med til at hjælpe Lolland igennem.

Ministeren afviser samtidig, at tilskuddet kan ses som et plaster på et åbent sår i de kommuner, hvor blandt andet demografien gør det svært at få økonomien til at hænge sammen.

Men synes du, det er holdbart, at kommunerne på den her måde skal ud at spørge efter en særpulje op til budgetforhandlingerne og så bare krydse fingre for, at det er dem, der får?

  • Jeg ville da synes, det var meget bedre, hvis vi havde et perfekt udligningssystem - det burde vi have fået for længe siden, siger Pia Olsen Dyhr og fortsætter:

  • Men jeg tror, at selv, når vi får et nyt udligningssystem, vil der stadig være nogle problemer, for man kan ikke altid lave kriterierne helt rigtige.

Udligningssystemet flytter årligt rundt på omkring 25 milliarder kroner mellem de rigeste og fattigste kommuner i landet, og lige nu er der et større analysearbejde i gang forud for forhandlinger om, hvordan pengene fremover skal fordeles.

Ifølge Pia Olsen Dyhr, er det dog først i 2028, kommunerne kan vente sig et nyt udligningssystem.

bornholmlolland-falsterpolitikoekonomiuddannelsepia-olsen-dyhr

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy