S-profiler i usædvanligt opgør med kirkeminister Ida Auken: 'Det her er en drejning for Socialdemokratiet' | Politik | DR
S-profiler i usædvanligt opgør med kirkeminister Ida Auken: 'Det her er en drejning for Socialdemokratiet' | Politik | DR
Sundheds- og kirkeminister Ida Aukens (S) jubel over, at Folketinget nu får en præst tilknyttet, får nu tre markante socialdemokratiske veteraner til at rette en hård kritik af linjen.
To tidligere socialdemokratiske ministre og et mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet mener, at Socialdemokratiet nu bryder med en grundlæggende tradition om at holde religion og politik adskilt.
- Jeg er overrasket over, at det er Socialdemokratiet, der nu bidrager til, at man får en præst til Folketinget, siger tidligere minister Jytte Andersen.
Hun er tidligere medlem af Folketinget og var i flere år minister under tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), blandt andet som Danmarks første ligestillingsminister. På Facebook har Ida Auken tidligere kaldt Jytte Andersen "et forbillede".
Jytte Andersen mener, at beslutningen bryder med en grundlæggende socialdemokratisk tradition om at holde religion og politik adskilt. Og særligt undrer det hende, at en socialdemokratisk minister fejrer det som en sejr.
- Det vækker forundring og forbavselse. Man skal ikke blande politik og religion sammen. Det er og har altid været en privat sag, siger hun.
I sidste uge besluttede Folketingets Præsidium, at Folketinget efter sommerferien får tilknyttet en præst. Forslaget blev stillet af Ida Auken sidste år, før hun blev minister, og er nu blevet besluttet af et enigt præsidium.
Det fik Ida Auken til at lægge en video ud på sociale medier, hvor hun knytter næverne i begejstring og jubler over, at hendes forslag er blevet til virkelighed.
Videoen fik tidligere fagforeningsleder og markant medlem af partiet Tine Aurvig-Huggenberger til at melde sig ud af Socialdemokratiet efter 36 år.
- Jeg er fuldstændig allergisk over for det skred, som jeg mener at have observeret de senere år, hvor man fra Socialdemokratiets side bruger kristendommen som alibi for at være på de såkaldt rigtiges side, lød det i den forbindelse fra Tine Aurvig-Huggenberge.
Ida Auken forsvarede i et skriftligt citat til DR sin begejstring over folketingspræsten med, at folkekirken har æren for store demokratiske landvindinger. Den historiske udlægning blev efterfølgende afvist af en ekspert .
Britta Thomsen, der er tidligere mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, mener, at beslutningen - og ministerens jubelscene - markerer et bekymrende kursskifte for hendes gamle parti.
-
Jeg har været medlem af Socialdemokratiet i 33 år, og religion har aldrig haft en betydning i partiet, før nu, siger hun og fortsætter:
-
Det her er en drejning for Socialdemokratiet.
Hun understreger, at det gode ved Socialdemokratiet altid har været, at der er højt til loftet og plads til alle uanset religion.
- Religion har altid været en privat sag for os, siger hun.
Men der kan vel stadig være højt til loftet, selvom Socialdemokratiet bakker op om, at Folketinget får en præst?
- Det synes jeg ikke, der er mere med denne her beslutning, lyder det.
Helle Degn, tidligere udviklingsminister under Poul Nyrup Rasmussen, er også en af dem, der er uforstående overfor, at en folketingspræst er et forslag fra en socialdemokrat, og at det vækker begejstring hos en socialdemokratisk minister.
Hun har svært ved at kende sit parti i kirkeministerens jubel.
- Det er fuldstændig ved siden af kasketten at bede om, at en religion skal optræde og praktisere i demokratiets værksted Folketinget, siger hun.
Hun understreger, at da hun sad i Folketinget var den socialdemokratiske kaffeklub, hun var medlem af, meget splittet i trosspørgsmålet.
- Jeg var i kaffeklub med Ritt Bjerregaard, Svend Auken og Karl Hjortnæs. Vi var rygende uenige om kristendommen, men vi holdt det altid adskilt fra vores politiske virke, fortæller hun.
Helle Degn mener dog modsat Jytte Andersen og Britta Thomsen ikke, at der er sket et skred i partiet, men derimod, at Ida Auken slet ikke er på linje med det socialdemokratiske bagland.
- Det her er et Ida Auken-initiativ. Det er på ingen måde socialdemokratisk. Det er heller ikke vedtaget i nogen forsamlinger i Socialdemokratiet, at religionen skal blandes ind i folkestyret.
Hvad tror du, der ville ske, hvis et forslag om en præst i Folketinget, blev taget op i Socialdemokratiet?
- Det ville falde med et brag, siger Helle Degn.
Ida Auken stiller ikke op til interview, da hun er på ferie, oplyser ministeriet.
Overfor DR har Ida Auken tidligere i et skriftligt citat svaret, at folkekirken spiller en særlig rolle for vores demokrati.
- Det, at folkekirken nu tilbyder Folketinget en præst, ligger i helt naturlig forlængelse af dette og bør ikke oprøre nogen, lød svaret til DR tidligere på ugen.