
Hollywood har fået 00'er-feber: Endnu en rom-com får en efterfølger | Kultur | DR
Hollywood har fået 00'er-feber: Endnu en rom-com får en efterfølger | Kultur | DR
Måske genkender du lyden fra den her scene.
Kate Hudson og Matthew McConaughey spillede hovedrollerne i kultfilmen fra 00'erne 'How to lose a guy in 10 days', og nu gør den ikoniske rom-com comeback med spæde skridt mod en to'er.
Det skriver filmmagasinet Variety . Og ifølge Luna Ehlers, kulturjournalist og filmanmelder ved Soundvenue, er der en god grund til, at Paramount har sat filmen under udvikling.
- Vi drukner i remakes, reboots og efterfølgere. Nullerne er virkelig repræsenteret i den nuværende popkultur, og mange nye originalfilm tager også udgangspunkt i nullerne, siger hun.
Det er ikke den første Hollywood-film fra 00'er, der for nylig har fået et nyt liv i en efterfølger. I år er det 20 år siden, at filmen 'The Devil Wears Prada' blev udgivet, men den har altså også fået et comeback. I år kunne man sætte sig godt til rette i biografen og se 'The Devil Wears Prada 2'.
Luna Ehlers forklarer fænomenet med en 'naturlig cyklus'.
- Man taler jo ofte om 20-årsreglen. Altså at ting kommer på mode igen efter cirka 20 år. Og ser man det i det perspektiv, så er den her nuller-fascination jo et resultat af en ret naturlig cyklus, siger hun.
Det vides endnu ikke, hvad den nye film kommer til at handle om, eller hvad titlen bliver. Men ifølge Variety er ambitionen, at Hudson og McConaughey vender tilbage til deres gamle roller som henholdsvis damebladsjournalisten Andie Anderson og reklamemanden Ben Barry.
Der har de seneste år været mange store kriser i verden, og det spiller også en væsentlig rolle i menneskers længsel efter 00'erne. For ifølge Luna Ehlers var 00'erne på mange måder en enklere tid.
- Hvis vi altså lige ser bort fra nogle af de verdenskriser, der var dengang, så forbindes nullerne ofte med en eftertragtet lethed og en bekymringsløs tilværelse, særligt digitalt, siger hun.
I dag findes der et hav af datingapps og sociale medier, men 00'erne var tiden, inden mennesker for alvor gjorde brug af AI og algoritmer, siger Luna Ehlers.
- Set i et rom-com-øjemed, så er det jo sådan, at hovedpersonerne her skal mødes og forelske sig ude i den virkelige verden og ikke gennem apps.
Desuden påpeger hun, at det ikke kun er 00'erne, vi kan længes efter.
- Nostalgien fungerer lidt som en sutteklud i krisetider, og det er måske også et svar på, hvorfor nostalgien vinder frem de her år.
Du kan lytte til interviewet med Luna Ehlers i P1 Morgen her: