
Spilforbruget stiger blandt unge mænd | Indland | DR
Spilforbruget stiger blandt unge mænd | Indland | DR
Det begyndte måske som en uskyldig fodboldkamp i fjernsynet. Et par venner, en telefon i hånden og et lille væddemål om, hvem der scorer først.
Men for unge mænd mellem 18 og 24 år kan det hurtigt blive til mere end lidt spænding.
Nye tal fra Danske Bank viser, at aldersgruppen i gennemsnit bruger 915 kroner om måneden på pengespil. Det er en stigning fra 800 kroner sidste år, hvor DR skrev om de unge mænds markante spilforbrug .
Og udviklingen bekymrer spilforskere.
I K-live forklarer spilforsker Emil Lundedal-Hammar fra Københavns Universitet, at gambling i dag findes langt flere steder end tidligere.
- Der er en meget større tendens til, at der er mange flere gambling-elementer, man bliver udsat for i dagligdagen her i Danmark, siger han.
Ifølge forskeren er vi omgivet af gambling i hverdagen i alt fra spilreklamer i forbindelse med sport og offentlig transport til gambling-elementer i apps og computerspil.
- Det er jo ikke bare, at man måske sidder og spiller lidt, ligesom man spiller skak eller syvkabale. Det er jo også, at man har noget lotteri og noget gevinst, så der er et gambling-element i de her ting.
For nogle unge begynder mødet med gambling længe før, de fylder 18 år.
I K-live fortæller 23-årige Noel Henning, at han allerede som 12-årig blev introduceret til gambling gennem Counter-Strike.
- Allerede dengang vidste man jo ikke, det var gambling, og så bliver man bare indoktrineret, siger han.
Emil Lundedal-Hammar peger især på såkaldte loot boxes , hvor spilleren betaler for en virtuel pakke uden at vide, hvad der gemmer sig i den. Altså en form for virtuel lykkepose.
- De har nogle af de her gambling-casino-agtige elementer i spil for netop at få folk til at komme tilbage, siger spilforskeren.
Men det handler ikke kun om reklamer og design.
Spilforsker Johanne Kirkeby fra Københavns Universitet fortæller i et andet afsnit af K-live , at gambling også kan have en social funktion blandt unge mænd.
- Det havde 100 procent en fællesskabsskabende effekt, siger hun.
Gambling kan ifølge forskeren give adgang til et fællesskab mellem unge, der ikke nødvendigvis kender hinanden i forvejen.
- Så havde de sådan en gratis billet til et hurtigt fællesskab. Vi ved præcis, hvad vi gør i det her fællesskab. Vi har nogle rammer, vi har nogle normer, vi har nogle identiteter, og så har vi bare hurtige venner der, siger hun.
Det betyder samtidig, at gambling ikke nødvendigvis opleves som problematisk, men at det er noget, vi gør, fordi "vi er unge og dumme".
For 50 år siden var fortællingen om gambling en anden.
I K-live peger Johanne Kirkeby på, at gambling tidligere i højere grad var forbundet med skam og ensomhed. I dag kan det i nogle ungdomsmiljøer ligefrem give social status.
Hun mener derfor, at kulturen skal ændres.
- På en eller anden måde så er der jo nogle unge mennesker, der bliver nødt til at sige til nogle andre unge mennesker, at "det er sgu da kikset at gamble".
Der findes allerede en politisk aftale, ' Spilpakke 1 ', som blandt andet skal begrænse spilreklamer og beskytte børn og unge. Men Emil Lundedal-Hammar efterlyser, at politikerne tager næste skridt med en mulig 'Spilpakke 2', der også tager fat på de gambling-lignende elementer i computerspil.