ANALYSE: Pogacars hede-opråb må risle koldt ned over ryggen hos flere end Tour-bosser | Klima | DR
ANALYSE: Pogacars hede-opråb må risle koldt ned over ryggen hos flere end Tour-bosser | Klima | DR
Selv Tadej Pogacars krop er menneskelig.
Efter søndagens etape var den slovenske cykelstjerne så træt af hedebølgen i Frankrig, at han foreslog at flytte Tour de France til en køligere periode.
- Hvis jeg havde magten, ville jeg ændre hele kalenderen og ikke køre cykelløb varme steder i juli og august. Jeg ville lave en helt anden løbskalender, men det er ikke noget, jeg kan gøre, siger Tadej Pogacar ifølge Irish Times .
Europa er blevet varmere som følge af menneskeskabt global opvarmning, og det er et problem for det verdenskendte cykelløb.
Et forskerhold har beskrevet Tour de France som "heldig", at det hidtil har undgået den værste hede.
Problemet med ekstrem hede giver langt flere end løbsarrangører noget at tænke over.
I amerikansk fodbold, hvor atleterne løber rundt med beskyttelsesudstyr, er det et særligt alvorligt og potentielt dødeligt problem .
I den fodbold, vi kender bedst herhjemme, har heden allerede været et kendt problem, og udfordringerne vil blot stige.
For fire år siden måtte fodboldens verdensforbund, Fifa, rykke fodboldherrernes VM i Qatar til november. Det var på grund af heden, men det er endda et land med relativt tør ørkenhede.
Når lav luftfugtighed er vigtig, er det, fordi det er nemmere at tåle varmen ved at svede i tør luft. Så kan sveden fordampe, og det køler kroppen.
Omvendt sænkes fordampningen i høj luftfugtighed, og så kan kroppens temperaturer komme ud af kontrol.
Så begynder det at blive alvorligt. Hjernen begynder at arbejde langsommere, nervesystemet presses, og de indre organer risikerer at blive skadet.
Høj luftfugtighed i kombination med hede er et problem ved dette års VM, der afholdes i USA, Canada og Mexico. Lørdag spillede Norge mod England i Miami i Florida.
Der var 33 grader på stadion i Miami i Florida ifølge mediet ESPN , men på grund af luftfugtigheden føltes det som 45 grader.
Hvis du så kampen på TV 2, hørte du måske de danske kommentatorer forholde sig til, hvordan varmen pressede spillerne på banen.
Både de sportslige præstationer og helbredet lider under heden, har Madeleine Orr, lektor ved University of Toronto, forklaret over for BBC .
Sidste års verdensmesterskaber for klubhold i fodbold, en ny Fifa-turnering, blev afholdt i USA og blev også ramt af hede. Siden har forskning vist , at spillerne løb mindre, når de spillede midt på dagen i den værste hede.
Fifa har ved dette års VM valgt at lade spillerne få en ekstra pause i hver halvleg, men det har ikke lagt låg på diskussionerne.
Ifølge ESPN er der konflikt mellem Fifa og spillernes fagorganisation, Fifpro.
Nyhedsbureauet Reuters har lavet en gennemgang , som viser, at ingen af dette års VM-kampe har brudt med Fifa's egne regler for, hvornår en kamp skal aflyses eller udskydes. Til gengæld har temperaturen været varmere, end hvad spillernes egen organisation anbefaler.
Hverken Tour de France eller Fifa slipper foreløbig diskussionerne.
Verdens udledning af drivhusgasser som CO2 fortsætter med at stige. Det presser de globale temperaturer opad, hvor hedebølgerne på land bliver den mest alvorlige konsekvens.
Om fire år afholdes VM for fodboldherrerne i Marokko, Spanien og Portugal - nogle af de lande, hvor klimaforandringerne rammer hårdt. Kampene skal finde sted i de to sommermåneder juni og juli.