Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

Italiensk regeringsparti vil forbyde fremmedsprog i valgkampe | Udland | DR
July 24, 2026Student life

Italiensk regeringsparti vil forbyde fremmedsprog i valgkampe | Udland | DR

2 min readNo likesNo comments

Italiensk regeringsparti vil forbyde fremmedsprog i valgkampe | Udland | DR

Skal man kunne føre valgkamp på fremmedsprog?

Nej, mener det italienske højrefløjsparti Lega.

Regeringspartiet foreslår derfor at forbyde andre sprog end italiensk og lovbeskyttede mindretalssprog i valgkampe. Det skriver det italienske nyhedsbureau ANSA .

Konkret betyder det, at man som politisk kandidat til et valg for eksempel ikke må lave en flyer på arabisk.

Og faktisk er det netop dét, der har fået Lega til at foreslå et sådant fremmedsprogsforbud.

Under kommunalvalget i Vigevano i maj lavede to af partiets muslimske kandidater nemlig flyers på arabisk. Noget, som partiformand Matteo Salvini var ude at tage afstand fra.

  • Problemet er ikke etnicitet eller religion. Vi har kandidater og repræsentanter i vores kommuner fra mange forskellige etniske grupper, nationaliteter og religioner. Man kan ikke lave en flyer på arabisk, der lovpriser Allah, eller en flyer, der bærer et tørklæde - det er en anden historie, lød det dengang fra Salvini ifølge ANSA.

Lega siger, at formålet med forbuddet er at "dæmpe den seneste tendens blandt nogle udenlandskfødte kandidater til at føre kampagne på deres modersmål".

  • Sådan adfærd gør det praktisk talt umuligt for størstedelen af ​​vælgerne at forstå indholdet af politiske forslag og de forpligtelser, disse kandidater giver over for vælgerne, lyder det.

Partiet foreslår, at det skal koste mellem 3.750 og 7.500 kroner i bødestraf, hvis man overtræder forbuddet og alligevel fører valgkamp på et fremmedsprog såsom arabisk.

Legas forslag om et fremmedsprogsforbud i valgkampe er et godt eksempel på den kamp, der er i gang på den italienske højrefløj.

Det mener Alberte Bové Rud, der er postdoc på Det Danske Institut i Rom.

  • Der er opstået et nyt protest- og udbryderparti på højrefløjen med tidligere Lega-politiker Roberto Vannacci i spidsen, men ifølge de andre højrefløjspartier kan man ikke regne med ham, og derfor står højrefløjen ikke længere samlet, som ellers har været deres styrke over for venstrefløjen, fortæller hun.

Det er ifølge Alberte Bové Rud i dét lys, at man skal se Legas forslag om et fremmedsprogsforbud, men også andre forslag fra de tre højrefløjspartier i regeringen - Italiens Brødre, Lega og Forza Italia - om flere hjemsendelser, strengere krav til statsborgerskab og mulighed for at fratage statsborgerskab.

  • De skruer op for retorikken og de udlændingepolitiske forslag frem mod valget for at se, om de kan "kvæle" det nye parti.

National Fremtid, som det nye parti hedder, har gjort indhug i Legas vælgere, og de to højrefløjspartier ligger i skrivende stund side om side i meningsmålingerne med seks procent af stemmerne med kun lidt over et år til næste parlamentsvalg.

  • Der er noget over Roberto Vannaccis stil, som er langt mere upoleret end Lega, der jo sidder i regering lige nu. I vælgernes øjne er Lega derfor en større del af systemet, hvor Vannacci kan påstå, at han står uden for det, siger Alberte Bové Rud.

Før fremmedsprogsforbuddet kan blive til virkelighed, skal det dog lige stemmes igennem først i Deputeretkammeret og dernæst Senatet, men det er ikke så urealistisk igen, vurderer Alberte Bové Rud.

  • Der er en sandsynlighed for det alene ud fra den symbolpolitiske effekt, det vil have. Spørgsmålet er så, hvor stor betydning det reelt vil have for, hvordan valgkampen kommer til at udspille sig, for mig bekendt bliver der i forvejen ikke ført valgkamp på fremmedsprog i særlig stor stil, siger hun.
politiksportkriminalitetuddannelsetransport

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy