
Hegseth har sendt skriftligt spørgeskema til Danmark: Svarene kan få stor militær betydning | Indland | DR
Hegseth har sendt skriftligt spørgeskema til Danmark: Svarene kan få stor militær betydning | Indland | DR
USA med krigsminister Pete Hegseth i spidsen er for tiden ved at fintælle sin militære tilstedeværelse i Europa.
Formålet er at afklare, hvilke våbensystemer, militære enheder eller kapaciteter, der kan undværes og dermed trækkes væk fra kontinentet.
I den forbindelse har Danmark modtaget et skriftligt spørgeskema fra Pentagon. Et spørgeskema hvor besvarelsen kan få potentielt store sikkerhedspolitiske konsekvenser.
Forsvarsministeriet bekræfter over for DR, at spørgeskemaet er tikket ind fra USA.
– Forsvarsministeriet kan bekræfte, at Danmark har modtaget en skriftlig henvendelse fra USA som led i Europe Force Posture Review, skriver ministeriet i et skriftligt svar.
USA er i øjeblikket i gang med en omfattende vurdering af, hvor mange amerikanske militære soldater og våben der fremover skal være placeret i Europa.
Det såkaldte 'Europe Force Posture Review' blev annonceret før sommerferien og skal blandt andet undersøge mulighederne for, hvordan USA kan skrue ned for sin militære tilstedeværelse.
Siden er det kommet frem, at gennemgangen blandt andet omfatter en skriftlig spørgeskemaundersøgelse blandt USA's europæiske Nato-allierede. Heriblandt altså Danmark, hvor Forsvarsministeriet nu for første gang bekræfter at have modtaget spørgeskemaet.
Ifølge nyhedsmediet Reuters, der har set dele af spørgeskemaet, skal europæerne blandt andet svare på, hvorvidt de tillader adgang for amerikanske baser, soldater og militære overflyvninger samt en række specifikke, militære spørgsmål.
Men ikke nok med det - ifølge Financial Times skal Nato-europæerne også beskrive deres forhold til køb af våben fra amerikanske firmaer. Samt om de offentligt har støttet Donald Trumps udenrigspolitik.
Efter planen skal den amerikanske militære ledelse senest om to uger drøfte besvarelserne i en central briefing. Senere havner sagen på krigsminister Pete Hegseths skrivebord, der skal fælde den endelige dom.
Forsvarsministeriet har undladt at svare på, præcist hvilke spørgsmål, som USA har sendt til Danmark - og om spørgeskemaet er blevet besvaret.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 skruede USA op for sin militære tilstedeværelse i Europa. Ifølge en kongresrapport blev to ekstra brigader dengang sendt afsted for at forstærke Nato's kampstyrker.
Siden 2025 er USA dog begyndt at skrue ned igen. Senest i juni, hvor styrken blev reduceret med 5.000 soldater.
Nato-generalsekretær Mark Rutte beskrev dengang den amerikanske militære tilstedeværelse som mere end 80.000 soldater.
Blandt dem er en lang række vigtige og grundlæggende, militære redskaber, som europæerne endnu ikke er i stand til selv at løse. Det omfatter blandt andet avanceret efterretningsudstyr, transport- og kampfly samt evnen til at gennemføre langtrækkende angreb.
Ministeriet bekræfter, at spørgeskemaet er et led i et 'byrdeskifte', hvor Europa skal kunne klare sig selv.
- Forsvarsministeriet er i løbende tæt dialog med allierede, herunder USA, om byrdeskiftet i retning af et stærkere Europa i et stærkere NATO. Europa skal styrke ansvaret for egen sikkerhed i rammen af NATO, skriver ministeriet, der undlader at kommentere, om spørgeskemaet er blevet besvaret.
Den amerikanske gennemgang bliver højaktuel på dansk grund om mindre end to uger.
Den 18.-19. september samles forsvarscheferne fra alle 32 Nato-lande i København til alliancens årlige, militære chefkonference.
Her deltager også Nato's øverste, operative militære chef, general Alexus Grynkewich. Han er samtidig chef for de amerikanske styrker i Europa.
Nato oplyser, at opbygningen n af alliancens kollektive afskrækkelse og forsvar bliver blandt emnerne på mødet.