
Magtens Morgenbrief: Troels Lund udviser rå magt - krigsomkostningerne i Venstre kan blive store | Politik | DR
Magtens Morgenbrief: Troels Lund udviser rå magt - krigsomkostningerne i Venstre kan blive store | Politik | DR
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har sendt Venstre ud på en rejse, som han siger. Og det er altså ikke en hyggelig tur til Gran Canaria med armbånd til buffeten og fri bar.
Nej, der er tale om en langt mere farefuld færd med mange bump og måske endda vejsidebomber på vejen, og det er slet ikke sikkert, at alle Venstre-folk er med ombord, når kaptajn Lund går i land på nye territorier.
Men på trods af protester fra baglandet og partifæller, der går stik imod hans linje, holder Troels Lund Poulsen fast i, at han og Venstre som parti stemmer for det lovforslag om gødning, der har udløst den største krise i Venstre under hans formandskab. Det skal give Venstre en grønnere profil på bekostning af landbrugs-Venstre.
Så hvor efterlader det Troels Lund Poulsen, og hvor dyr bliver regningen for Venstres rejse? Det ser vi nærmere på i Magtens Morgenbrief . Velkommen om bord.
Ja, det er noget af en uge, Venstre har været igennem.
Venstres ledelse har længe vidst, at lovforslaget om gødning nok ville skabe noget ballade, fordi det rammer landbruget hårdt, og det fik de så sandelig ret i.
Baglandet er i oprør, og ikke mindre end fem folketingsmedlemmer går helt uhørt imod Troels Lunds Poulsens linje, når der skal stemmes om forslaget i dag.
Vores to makkere på Magten, Thomas Juul-Dam og Jacob Bruun, har tidligere manøvreret magtpartier ud af lignende kriser, og de er enige om, at det her er den største krise, Venstre har stået i med Troels Lund Poulsen i spidsen.
- Det er voldsomt, og det er noget, som enten kan ende med at blive ren og skær overlevelse både for ham, men måske også for Venstre - eller omvendt noget, der kan være befrielsens øjeblik, siger Thomas Juul-Dam, der tidligere har været rådgiver for statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Jacob Bruun, der har været rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, er enig i, at konsekvenserne for Venstre kan blive store, hvis ikke fatale.
- Der er en risiko for, at dem, der er i oprør nu, skræller af. Folketingsmedlemmer, borgmestre og bagland, og så kan Venstre ende med at blive det mindste parti på Christiansborg, siger han.
Den seneste Epinion–måling gav Venstre 9,3 procent af vælgeropbakningen, mens en Voxmeter-måling i sidste uge viste 8,7 procent til Venstre. Ved Folketingsvalget i marts fik partiet 10,1 procent af stemmerne. Det dårligste valgresultat nogensinde.
Gødningsloven rammer nemlig lige der, hvor det gør allermest ondt på Venstre. Det er hård kost for landbruget, og Venstre har jo som bekendt rødder i landbruget, historisk har landbruget også været en kæmpe magtfaktor i partiet.
Onde tunger har i tidens løb kaldt Venstre for en underafdeling af Landbrug og Fødevarer eller landbrugets forlængede arm. Men ved at stemme for den her aftale - som Venstre i øvrigt selv har været med til at lave som en del af treparten, forsøger Troels Lund Poulsen nu at tage et opgør med de tidligere så magtfulde landmænd i partiet.
Ifølge Thomas Juul-Dam forsøger han at fortælle, hvor skabet skal stå:
- Skal man være et parti, der repræsenterer landbruget meget loyalt, eller skal man være et ægte centrum-højre parti fri af særinteresser?
Her skal vi tilbage til Troels Lund Poulsens rejsefeber. For vi kender nok alle sammen det med at købe en frisk og farverig hat med hjem fra de varme lande med en forventning om, at man vil bruge den hver dag, når ferien er slut. Men når hverdagen kalder, er farven forkert og hatten i øvrigt for lille.
Det er nu Troels Lund Poulsen har mulighed for at vise sin nye stil frem. Nu skal han bare overbevise alle om, at den hat er fed.
- Det med at have ryggen mod muren er på en måde også en chance, fordi det er jo også nu, hvor tingene er så kørt op, at Troels Lund Poulsen har chancen for at fortælle, hvad han vil med Venstre, siger Thomas Juul-Dam.
Ifølge Jacob Bruun er det vigtigt at skelne mellem bagland og vælgere, for selvom landbruget i mange år har haft en magtfuld rolle i Venstres organisation, er det ikke ensbetydende med, at de har samme holdninger som Venstres potentielle vælgere.
-
Venstre er bare i årtier blevet martret af, at landbruget fastholder Venstre i en rolle, som er skadelig for dem, siger han og fortsætter.
-
Venstres vælgere er helt almindelige folk, der har en bil i carporten, en grill og to børn, der går i skole, men ikke har en snus med landbruget at gøre.
Og når Thomas Juul-Dam lige får regnet lidt på det, så går matematikken altså bare ikke op for Venstre i den nuværende position, hvis de skal have flere vælgere på krogen.
- Det giver vælgermæssigt ikke nogen mening at forblive et parti, der alene repræsenterer dem, der sidder i en traktor.
For allerede nu er der jo personer i Venstre, der ikke bryder sig om Troels Lund Poulsens nye stil.
Venstre-manden Søren Gade - også kendt som en “professionel ballademager” ifølge Thomas Juul Dam - og fire andre Venstre-folk har jo meddelt, at de er imod forslaget og ikke nok med det. De tropper også op personligt for at stemme imod loven - som der i øvrigt er kæmpe flertal for, så i praksis betyder deres modstand ikke noget. Lidt af en magtdemonstration.
Men det får altså ikke Troels Lund Poulsen til at blinke. Og klogt nok, mener Jacob og Thomas.
- Der er ikke andet at gøre for Troels Lund end at bide tænderne sammen og vinde den der stirrekonkurrence. Det er kampen om magten, siger Thomas Juul-Dam.
Ifølge Jacob Bruun har den seneste uge i hvert fald vist, at Troels Lund og Stephanie Lose er i gang med at rykke Venstre i den retning, som ingen andre forgængere er lykkedes med. Om man vil det eller ej.
- Det er første skridt på rejsen, så kommer der en vejsidebombe, og nok også en mere, og så må baglandet indse, at der ikke er noget at gøre. Enten må de følge trop, eller også må de finde nogle andre rejsekammerater.