
Minister reagerer på talentliste: 'Det er altså en ommer' | Indland | DR
Minister reagerer på talentliste: 'Det er altså en ommer' | Indland | DR
Gaffas beslutning om at pille musiker Alice AI af musikmagasinets talentliste , der har til formål at hylde unge artister, har fået kulturminister Zenia Stampe (RV) til tasterne.
- Det er altså en ommer, skriver ministeren i et opslag på Facebook .
Artisten var ellers på listen, indtil Gaffa blev bekendt med, at hun var fyldt 30 år. En prioritering, ministeren kalder "helt sort".
-
Jeg er med på, at der altid er nogle, der kommer hurtigt ud af starthullerne, og det aftvinger naturligvis beundring, nysgerrighed og respekt, skriver Zenia Stampe.
-
Men langt de fleste af os har jo helt almindelige livs-, modnings- og karriereforløb, hvor vi bruger ungdommen til at finde os selv, så bruger vi måske 30’erne til at finde den rette hylde (og få børn), og så begynder det hele pludselig at gå op i en højere enhed, når vi når 40’erne og 50’erne.
I går skrev DR Nyheder, at Alice AI med det borgerlige navn Julie Schmidt Nielsen mener, at Gaffa med sit skæringspunkt på 30 år er med til at tale ind i et strukturelt problem.
Hun mødte opbakning hos både Dansk Artist Forbund og rettighedsorganisationen KODA.
- Mister man sit talent på sin 30-års fødselsdag? Det tror jeg ikke, at man gør, lød det fra Kodas forperson Loui Törnqvist, der opfordrede til også at lave en liste for 30-60 årige talenter.
DR Nyheder forsøgte i forbindelse med historien at komme i kontakt med Gaffa, men musikmagasinet er ikke vendt tilbage.
Kulturminister Zenia Stampe (RV) har også en opfordring:
- Jeg tænker ikke, at det var i ond mening, og jeg forestiller mig, at den slags strukturer findes overalt. Men vær de seje og lav dem om, skriver hun i sit opslag.
DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Gaffa.