Øer kæmper med tomme huse og 'smutveje': Borgmestre vil have ny minister på banen | Indland | DR
Øer kæmper med tomme huse og 'smutveje': Borgmestre vil have ny minister på banen | Indland | DR
Flere og flere helårshuse på de danske øer bliver ikke længere beboet året rundt.
Det bekymrer særligt en række øborgmestre, der frygter for både sammenhængskraft og økonomi i lokalsamfundene.
- Det har konsekvenser for butikker, restauranter, skoler, fjernvarme - alle mulige ting. De benyttes jo mindre og mindre i hverdagen, og det kan komme til at gøre ondt, siger Ærø-borgmester Peter Hansted (S).
For omkring et år siden sendte flere økommuner et fælles brev til den daværende boligminister, Sophie Hæstorp Andersen (S), med et ønske om mere vidtgående muligheder for overvågning - blandt andet igennem skrappere kontrol med husejere, der omgår reglerne og bruger helårsboliger som fritidshuse.
Svaret fra ministeriet blev dog opfattet som en afvisning – og siden er der ifølge kommunerne ikke sket meget.
Men nu er der kommet en ny boligminister, Jacob Mark fra SF, og det har givet kommunerne fornyet håb om handling.
På Ærø oplever borgmester Peter Hansted (S), at reglerne om helårsbeboelse i praksis er meget vanskelige at håndhæve.
- Det er svært at håndhæve vores lokalplaner. Der er mange muligheder for smutveje. For eksempel kan EU-borgere oprette et CVR-nummer i Danmark uden i virkeligheden at have en virksomhed, men så bruge huset som feriehus. Det oplever vi mere og mere, siger han.
Kommunerne ønsker sig blandt andet muligheden for at aflæse vand- og elforbrug ugentligt ved mistanke om deltidsbrug af et hus med bopælspligt. I dag er det kun muligt at aflæse forbruget månedligt.
I Socialdemokratiet erklærer land- og byordfører Bjørn Brandenborg sig parat til at gøre det nemmere for kommunerne at kunne sikre overholdelse af reglerne.
- Kommunerne skal selvfølgelig have mulighed for at bestemme udviklingen i deres lokalområde, så vi vil gerne se på, at de så også kan opretholde og håndhæve de regler, der er, siger han.
På Center for Regional- og Turismeforskning har ph.d. Ditte Brøgger i de senere år fulgt udviklingen med flere og flere huse på øerne, der ikke bebos hele året rundt.
Hun vurderer, at den bliver svær at vende, men mener også, at den tidligere regering underkendte øernes udfordringer, da Sophie Hæstorp Andersen svarede på brevet fra flere borgmestre.
-
Mange af vores nabolande med øer har faktisk en øpolitik og en langsigtet strategi for, hvad man vil med øerne. Det bør vi kigge på i Danmark.
-
Øboerne og dem, der måske drømmer om at blive øbo, har faktisk krav på at vide, hvilken retning vi er på vej i. Så jeg håber, at den nye minister vil kigge på det brev igen og se, om der ikke skal arbejdes videre med nogle af forslagene alligevel, siger Ditte Brøgger.
Ældre-, børne- og boligminister Jacob Mark (SF) erkender, at livet på danske øer og livet på landet generelt har fyldt alt for lidt politisk alt for længe.
Derfor vil han nu sætte sig for at skabe bedre vilkår, men han afviser forslaget om gøre det muligt at overvåge forbrug på ugentlig basis. I stedet lægger han op til markant større bøder for at overtræde bopælspligten.
- Det kan faktisk være en rigtig god forretning at udleje på deltid. Det har bare store konsekvenser for det liv, der kan skabes på landet. Så vi vil søge opbakning i Folketinget fra et flertal til at hæve bødestraffen, så man kan give bøder på helt op til 100.000 kroner i de værste tilfælde, siger Jacob Mark.
Han mener, at der er behov for handling med det samme.
- For det, at man bor i sit hus, skaber liv. Det, at man handler lokalt, skaber liv. Det, at man kan deltage i fælles aktiviteter, skaber liv. Hvis man gør for mange huse til udlejningsboliger, skaber det ikke liv. Så skaber det spøgelsesbyer, fordi huse pludselig står tomme, siger Jacob Mark.
Han anerkender også behovet for at få lavet en samlet strategi for livet på de danske øer.
- Jeg synes også, man kan se i regeringsgrundlaget, at det bliver et af de store temaer for den her valgperiode. Vi har lige fremlagt en boligpakke, hvor vi faktisk giver målrettet ø-støtte, og jeg synes, det er en god idé at få tænkt det mere strategisk, siger ældre-, børne- og boligministeren.