
Forvaltning: Stort golfbaneprojekt overtræder loven | Indland | DR
Forvaltning: Stort golfbaneprojekt overtræder loven | Indland | DR
Et stort golfbaneprojekt ved Ikast er løbet ind i modstand fra både kommunens forvaltning og Danmarks Naturfredningsforening.
I går var det på dagsordenen i to udvalg i Ikast-Brande Kommune, fordi det ifølge forvaltningen overtræder lovgivningen på 15 punkter.
Syv af dem kan man ifølge sagsbehandlerne ikke give dispensation for.
Men det valgte et flertal i begge udvalg at gøre - faktisk stemte kun de to udvalgsformænd imod.
Det betyder ifølge viceborgmester og formand for Klima-, natur- og bæredygtighedsudvalget Kasper Pauli Pedersen fra Socialdemokratiet, at der formentlig også vil være flertal for at give dispensation i både Økonomiudvalget og i sidste ende i byrådet.
- Det er sandsynligt, at et flertal i byrådet holder fast og kører over for rødt med åbne øjne, og det ender i en lang klagesagsproces, siger han.
For Danmarks Naturfredningsforening har på forhånd meldt ud, at hvis politikerne i byrådet giver dispensation, vil foreningen påklage den.
Ejeren af golfbanen og direktør for DK Company i Ikast, Jens Poulsen, mener ikke, at der er grund til så store sværdslag.
For det paragraf 3-natur, som naturfredningsforeningen og kommunens forvaltning især fokuserer på, har han lidt svært ved at genkende.
Naturbeskyttelseslovens paragraf 3 beskytter omkring 10 procent af Danmarks areal. Det drejer sig om naturtyperne søer, moser, ferske enge, strandenge, heder, overdrev og vandløb.
- Når der nu er spillet golf der de seneste tyve år, er det så paragraf 3? Normalt, når det er slået græs og det er golfbane på, så er det jo ikke paragraf 3. Men hvis det er, så må vi jo fjerne de 810 meter ude i siden som vi antager det til, siger han.