James på fire ben giver Birk og Elias ro i skolen | Indland | DR
James på fire ben giver Birk og Elias ro i skolen | Indland | DR
Børnene får gerne en krammer af skolehunden James, både når de møder ham på skolen om morgenen, og når de skal sige farvel til ham igen.
Så stiller James, som er en golden retriever, sig op på sine bagben, placerer forpoterne på børnenes skuldre og krammer dem.
På Ådalsskolen i Vamdrup syd for Kolding er skolehunden James en fast del af hverdagen flere gange om ugen. Skolen er en specialskole, hvor de fleste af eleverne har en diagnose inden for autismespektret.
Og hunden skaber ro for Elias Wolf og Birk Kjærgaard Lange, der begge går i 5. klasse på skolen.
James gør det lettere at være i skole, mener Birk Kjærgaard Lange
-
Han giver en form for ro. Man kan bedre koncentrere sig, efter man har været ude og gå med ham, fordi han bare er sød.
-
Lidt mere ro, og det er lidt sjovere at være i skole.
James’ ejer er Yasmin Bøllehuus, der arbejder som specialpædagog på Ådalsskolen.
Et par dage om ugen har hun sin hund med på arbejde med eleverne. James er trænet til at være skolehund, og han har mange forskellige opgaver, når han er på job.
- Det kan være alt fra, at børnene har nogen at sige godmorgen til om morgenen, altså at han tager imod dem. Det kan være børn, der læser for ham. Vi kan gå ture, han kan skabe ro i klassen, og han kan også være en pause for nogen elever, siger hun.
James har også fungeret som en støtte for børn, som har haft det så svært, at de ikke kunne komme i skole, fortæller Yasmin Bøllehuus.
-
James har været med til at motivere dem til at komme tilbage i skolen.
-
Vi har også brugt James, hvis vi har fået nye elever. Så har han besøgt dem ude på deres gamle skole og været en del af overgangen. Det giver noget tryghed til dem.
Netop det var tilfældet, da Elias Wolf, som nu går i 5. klasse, skulle flytte til Ådalsskolen fra sin gamle skole.
- Da jeg skiftede skole hertil, kom James hen på min gamle skole og sagde hej, fortæller han.
Så da Elias Wolf startede på Ådalskolen, kendte han allerede en på skolen - nemlig James.
- Det var hyggeligere, siger han.
Yasmin Bøllehuus drømmer om, at ordningen med skolehunde bliver udbredt til flere skoler.
-
Jeg ville ønske, man havde en skolehund på alle skoler. For det er helt magisk at se, hvad der sker, når James er med på arbejde.
-
Vi kan se effekten på rigtig mange elever med det samme, siger hun.