København vil have mere magt over udlejningscykler | Indland | DR
København vil have mere magt over udlejningscykler | Indland | DR
Der skal være færre udlejningscykler i Københavns gader.
Det mener Københavns Klima-, Miljø- og Teknikborgmester Line Barfod (EL), som mener, at cyklerne roder og står i vejen flere steder i byen.
- Jeg vil gerne have muligheden for at kunne tage tilladelsen helt fra dem, siger hun.
I dag kan kommunen give udlejningsfirmaerne en bøde per cykel, der ikke overholder reglerne. Men det er ikke nok, mener borgmesteren.
Med opbakning fra et flertal i Borgerrepræsentationen har hun derfor bedt By-, Land- og Transportministeriet om, at kommunen selv kan bestemme hvor mange udlejningscykler, der må stå i byen, og hvilke konsekvenser det skal have, når firmaerne bryder reglerne.
Også Horesta, som er brancheorganisation for hotel-, restaurations- og turistbranchen, mener, at cyklerne fylder for meget i bybilledet.
- Det er ikke det bybillede, vi har lyst til at vise frem til turister. Der skal være en balance, siger Maria Olafsen, der er politisk chef i Horesta.
Et af cykeludlejningsfirmaerne er Donkey Republic. De er åbne over for ændringer.
Selskabets ansvarlige for de nordiske markeder, Christian Bergmann Mølgaard, fortæller, at firmaet er klar til at fjerne nogle af sine cykler, men han håber samtidig, at man vil se på, hvilke cykler der bruges af henholdsvis københavnere og turister. Han mener, at det mest oplagte er at regulere el-delecyklerne.
Umiddelbart er der dog ikke lovændringer på vej i første omgang.
By-, Land- og Transportminister Signe Munk (SF) skriver nemlig følgende i et skriftligt svar til os i DR.
- Delecykler er med til at fremme cyklisme, men det er også klart, at cyklerne ikke skal stå i vejen for andre, når de ikke er udlejet. Kommunerne har derfor også mulighed for at fjerne de cykler, som ikke står, hvor de skal og kræve, at ejeren af cyklen betaler regningen.
Line Barfod har tidligere fået afslag på ønsket. Siden er der kommet 4.500 flere udlejningscykler på gaden i København.