
Borgere vandt kamp mod biogasanlæg for syv år siden - nu skal de selv udpege et sted, det kan opføres | Indland | DR
Borgere vandt kamp mod biogasanlæg for syv år siden - nu skal de selv udpege et sted, det kan opføres | Indland | DR
Lettelsen var stor, da borgere i landsbyerne Regstrup og Sdr. Jernløse efter fem års protester fik afværget opførelsen af et stort biogasanlæg i 2019.
Men efter syv års fred er planerne om et biogasanlæg hevet op af skufferne igen, men hvor skal det ligge?
Det skal borgerne i Holbæk Kommune selv være med til at tage stilling til, og derfor var der borgermøde om emnet onsdag aften. Og selvom ingen lokalområder på nuværende tidspunkt er udpeget, og dermed kan vække bekymring, var cirka 150 borgere mødt op til mødet, hvor bølgerne gik højt.
- Jeg havde her til aften en fornemmelse af, at jeg kunne vælge mellem pest eller kolera. Jeg troede ikke, at beslutningen om biogasanlæg var fast cementeret, men det er den åbenbart, og det er jeg da dybt skuffet over, siger Sanna Møller fra Holbæk.
Samme oplevelse havde Heidi Andersen fra Regstrup.
- Jeg oplevede ret stor modstand mod et biogasanlæg på mødet, men når man så spørger politikerne, så viser det sig jo, at beslutningen er truffet. Så man føler sig magtesløs, siger hun.
Men noget må være gået galt i kommunikationen på borgermødet. I hvert fald siger Charlotte Nielsen, energiordfører for Socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen, at intet er afgjort.
- Nej, det kommer ikke uanset, hvad borgerne siger. Der er ikke truffet nogen beslutninger om noget som helst, siger hun.
Der var ikke en eneste, der på borgermødet tilbød, at kommunen kan placere et biogasanlæg i deres baghave, men fra i dag kan borgerne komme med forslag til placering og kommentarer på hjemmesiden " deltag Holbæk "
Det har Heidi Andersen tænkt sig at gøre, men hun vil ikke foreslå, hvor et biogasanlæg skal placeres.
- Nej, jeg vil slet ikke have det. Jeg vil skrive, at jeg er imod det, og at jeg synes, at man skal tænke i nogle andre baner med vores energiforsyning i Danmark og i Holbæk Kommune, siger Regstrup-borgeren.
Men Holbæk er Danmarks største gas-by, og derfor er det også kun rimeligt, at kommunen selv bidrager til produktionen af biogas. Sådan lyder det fra Christian Ahlefeldt-Laurvig (V), som har taget initiativ til, at debatten om et biogasanlæg igen kom på dagsordenen.
- Biogas overtager en større og større del af gassen i gasnettet, så fremadrettet kommer vi til at bruge meget biogas i Holbæk Kommune, siger han.
Politikerne håber, at de med en meget tidlig inddragelse af borgerne kan undgå den ballade, der opstod i årene op til 2019, hvor man senest forsøgte at placere et biogasanlæg.
- Den proces eller mangel på samme, der var udgangspunktet for det daværende projekt, var ikke særligt hensigtsmæssig, siger Charlotte Nielsen, energiordfører for Socialdemokraterne i Holbæk.
Hos Biogas Danmark er bestyrelsesformand Søren Pind begejstret for Holbæk Kommunes fremgangsmåde, som han opfatter som en sikker plan om et biogasanlæg.
- I Holbæk Kommune er det ikke et spørgsmål om, men et spørgsmål om hvor et biogasanlæg skal placeres, og så afbalancerer man de forskellige interesser. Det, synes jeg, er en klog måde, siger han.
På borgermødet stillede mange spørgsmål til, om det ikke er en forældet tankegang med biogas, der blandt andet lever af gylle, når ambitionen er at reducere bestanden af svin i Danmark. Men det har ingen betydning, siger Søren Pind.
- Det er kun en tredjedel af gyllen fra svin, der bliver brugt i biogasanlæg. Desuden lægger den grønne trepart op til mange arealer med græs, og det kan man også bruge til at producere biogas, siger han.
Placeringen af et eventuelt biogas i Holbæk Kommune skal først besluttes endeligt i sommeren 2027.