Må man være gatekeeper på adgangen til en ø? Konflikt mellem landmand og færgedirektør skaber trafikkaos | Indland | DR
Må man være gatekeeper på adgangen til en ø? Konflikt mellem landmand og færgedirektør skaber trafikkaos | Indland | DR
Opdateret med tilføjelse af svar fra Transportminister Signe Munk
Hvis to parter bliver uvenner, kan den ene part så bare lukke for kritisk infrastruktur?
Det spørgsmål rejser sig, efter en konflikt mellem Orøs største landbrug og den private færgeforbindelse Østre Færge mellem Hammer Bakke og Orø har udviklet sig.
Landmanden Hans Ingemann, hans medarbejdere og samarbejdspartnere har nemlig ikke længere mulighed for at sejle med den private færge, en konflikt der har stået på siden april, og som direktør for Østre Færge Michael Kousted selv mener er ærgerlig men nødvendig.
- Det handler om noget arbejde, Østre Færge har penge til gode for hos Hans Ingemann. Vi har så valgt at sige, at hvis han slet ikke vil tale med os, må han sejle med den anden færge, fortæller Michael Kousted, direktør på Østre Færge.
Landmand Hans Ingemann afviser selv at skylde penge til Michael Kousted eller hans færgeselskab.
En af dem, der uforskyldt er blevet ramt af konflikten, er vognmand Henning Lauritzen.
Han er blevet afvist på Østre Færge, fordi han henter halm hos Hans Ingemann for at transportere det til Ringsted Fjernvarme.
- Jeg har da ved gud ikke oplevet, at fordi en anden mand har en konflikt med en kunde, vi kører for, at det så skal påvirke os, siger Henning Lauritsen.
Vognmandens chauffører måtte bakke to lastbiler ad små veje i morgentrafikken, før de kunne vende bilerne og køre til den kommunale færge i Holbæk.
- Vi måtte bruge et par timer mere på at læsse halm og komme retur, så det har jo en økonomisk konsekvens, siger vognmanden Henning Lauritsen, som indtil videre har indstillet yderligere afhentning af halm på Orø.
Henning Lauritsen er ikke den eneste, der er blevet afvist på Østre Færge, fordi han udfører et stykke arbejde for landmanden Hans Ingemann på Orø.
Samtlige lastbiler og landbrugsmaskiner er tvunget til at benytte den kommunale færge, der sejler til og fra Holbæk. Noget, der af og til efterlader øboere og turister på kajen på grund af pladsmangel.
De store landbrugsmaskiner kan nemlig knap være ombord på den kommunale færge, og derfor må have afmonteret hjulene og transporteres på blokvogn, i øvrigt på et tidspunkt, hvor mange turister også rejser med færgen.
Landmand Hans Ingemann beklager, at konflikten rammer øboere og turister.
- Men vi skal have flyttet vores dyr, vi skal have foder til dyrene og høstet vores afgrøder.
Han håber, at situationen bliver løst snarest muligt, for det kan ikke passe, siger han.
- Det er jo ikke holdbart, at man har en post, hvor man kan true folk, hvis ikke man får sin vilje. Og det gælder jo også andre mennesker på øen.
Den store konflikt skaber også bekymring blandt flere af øboerne. Anita Nag fra Orø fortæller, at det gør hende utryg, at én person har så stor indflydelse på øens infrastruktur.
- Jeg er rigtig overrasket over, at det faktisk er en slags magt, man har, når man har en kritisk færdselsåre til Orø og retur, siger hun.
Uanset hvad konflikten mellem færgemanden og landmanden i øvrigt handler om, så er Transportministeriet nu gået ind i det principelle spørgsmål.
DR har fået indsigt i et brev fra Transportministeriet til Østre Færge, hvor det fremgår, at sejlforbuddet mod Hans Ingemann og hans forbindelser ifølge ministeriet skal stoppes.
Ellers vil ministeriet undersøge, om lov om færgefart overholdes, da "ruten i dag i en vis grad vurderes at være samfundsbegrundet, og at sejlforbuddet har betydelige konsekvenser for den kommunalt drevne rute mellem Orø og Holbæk".
Konsekvenserne kan blive, at Transportministeriet eller kommunalbestyrelsen selv driver færgeruten og samtidig pålægger andre ikke at sejle på ruten, fremgår det videre af brevet.
Ud over Transportministeriet er tidligere transportminister og erhvervsordfører for Venstre Thomas Danielsen på egen foranledning gået ind i sagen, og han mener også, at sejlforbuddet skal fjernes.
-
Det er helt uhørt, at man bruger sin magt som overfartsfører på den måde, siger Thomas Danielsen.
-
Det handler om princippet i, at man går ind og diskriminerer, når man i min optik har en befordringspligt. Vi kan ikke have, at der er nogen som helst form for transport i Danmark, hvor man lader det være op til transportøren, om man vil have bestemte kunder med, siger Thomas Danielsen (V).
Michael Kousted, der er direktør på Østre Færge, ser på sagen med andre øjne.
Han siger, at et sejlforbud ifølge hans advokat er helt efter bogen. Men han står klar til at lave en ordentlig aftale, hvis han får andet at vide.
- De skal jo ikke tvinge os. Hvis de kommer og siger, at de ikke mener, at det vi gør er rigtigt, så retter vi selvfølgelig ind. Vi gør ikke noget ulovligt, siger direktøren.
Transportminister Signe Munk (SF), har ikke mulighed for at stille op til interview, men hun har sendt et skriftligt svar til DR:
"Der er mange, der er afhængige af færgerne til Orø, og det påvirker mange, når der opstår en strid, som vi ser nu med Østre Færge A/S og landbrugsvirksomheden Dividendos. Det skal løses.
Færgerne er en livsnerve for dem, der bor på øerne, og vi kan ikke være tjent med, at en færge, der modtager offentlige tilskud, kan gøre hverdagen besværlig for øens erhvervsliv og øboerne i al almindelighed.
By-, Land- og Transportministeriet oplyser, at både færgeselskabet, landbrugsvirksomheden og Holbæk Kommune er kontaktet i forbindelse med sagen. Østre Færge A/S modtager offentligt tilskud, og har samtidig iværksat et sejlforbud, der som By-, Land- og Transportministeriet har fået forelagt sagen, ikke er sagligt begrundet. Bliver sejlforbuddet ikke ophævet, vil ministeriet undersøge, hvordan det kan sikres, at alle kan bruge færgen ."