
Witkoff skamroste Putin for deres 'utrolige minder' – sådan forløb weekendens amerikanske fredsskub | Udland | DR
Witkoff skamroste Putin for deres 'utrolige minder' – sådan forløb weekendens amerikanske fredsskub | Udland | DR
Der blev sagt mangt og meget under weekendens amerikanske besøg i hovedstæderne Moskva og Kyiv.
Donald Trump sendte sin forhandlingsduo Steve Witkoff og Jared Kushner afsted i det seneste amerikanske skub for en fred i Ukraine.
Men intet tyder på, at samtalerne har udmøntet sig i et reelt gennembrud, og man snyder sig selv, hvis man tror, at freden er nær, mener flere analytikere og Rusland/Ukraine-kendere.
Volodymyr Zelenskyj forventer, at "krigen fortsætter" ind i den kommende vinter, som i Ukraine frygtes at blive værre end nogensinde i takt med tiltagende russiske luftangreb på energiinfrastrukturen.
Selv den Kreml-tro avis Moskovskij Komsomolets kalder besøgene en mission , der "var dømt til at mislykkes fra starten" under overskriften "Dødsdømt diplomati".
Her er, hvad der kom ud af weekendens møder.
USA's særlige udsending Steve Witkoff – der nu har besøgt den russiske hovedstad ni gange under krigen – ankom lørdag til Moskva med Trumps svigersøn Jared Kushner.
Mødet foregik i Kreml og varede ifølge det russiske statsmedie TASS i tre timer og ti minutter.
Samtalen var "konstruktiv" og "brugbar", sagde Jurij Usjakov, Vladimir Putins mangeårige udenrigspolitiske rådgiver.
Putin fremlagde Ruslands "omfattende vurdering" af situationen på slagmarken i Ukraine. Og "økonomiske spørgsmål" og "fællesprojekter" mellem Rusland og USA blev også drøftet.
Der kom tilmed "nye ideer" på bordet, som blev præsenteret for Volodymyr Zelenskyj i Kyiv dagen efter, sagde Witkoff og Kushner under et pressemøde i den ukrainske hovedstad søndag – uden at specificere hvilke.
De amerikanske forhandlere medbragte opdaterede versioner af tidligere dokumenter med "få nye ideer", hævder kilder over for Financial Times.
En udtalelse fra Witkoff blev efterfølgende delt vidt og bredt på sociale medier – den har vakt opsigt, på grund af den amerikanske udsendings rosende ord til den krigsførende præsident Putin:
- Når vi går på pension, vil vi have alle disse utrolige historier og minder, og dem om jer ligger helt i toppen, sagde Witkoff.
Det er "et groft udtryk for manglende empati" over for Ukraine, "som ikke startede krigen, og hvis befolkning har båret den største byrde af dens konsekvenser", mener blandt andet den pensionerede generalmajor og velansete militæranalytiker Mick Ryan i et indlæg på hjemmesiden Substack.
Witkoff og Kushner ankom med tog til Kyiv søndag, selvom Ukraine som noget særligt havde gjort en lufthavn klar til, at amerikanerne kunne lande med fly fra Moskva.
Men det var ikke muligt på grund af russiske angreb, hævdede Zelenskyj ifølge det ukrainske medie Hromadske.
Der var tre runder af samtaler mellem den ukrainske præsident og amerikanerne: Under den sidste deltog sikkerhedsrådgivere fra E3-gruppen, der består af landene Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
Første runde var fokuseret på hjælp til Ukraine – både luftforsvarssystemet Patriot og en særlig "vinterpakke" blev diskuteret, sagde Zelenskyj på pressemødet lige efter.
Witkoff kaldte samtalerne "indholdsrige" og "meningsfulde", men sagde også, at det var "meget svært" at løse den her krig.
Et af de centrale stridspunkter er fortsat Donbas-regionen i det østlige Ukraine: Rusland har gjort krav på hele territoriet, selvom landets styrker langtfra har kontrol over hele området.
Rusland har erobret omtrent 75 procent af regionen, skriver Financial Times.
Ukraine har samtidig stået fast på, at man ikke har i sinde at afstå land til Rusland – hverken det besatte eller ubesatte.
- Spørgsmålet om Donbas handler ikke kun om Donbas. Det er (...) spørgsmålet om hele krigen, sagde Zelenskyj på pressemødet.
Og "så komplekse spørgsmål" som territoriale af slagsen kan kun løses "på lederniveau", tilføjede han.
Der er imidlertid ingen tegn på, at weekendens diplomatiske forhandlinger i Moskva og Kyiv fører til noget gennembrud lige nu, siger flere analytikere samstemmende.
Vladimir Putin understregede over for de amerikanske forhandlere, at de "grundlæggende årsager" til krigen skal afklares, før reelle forhandlinger kan pågå, sagde den udenrigspolitiske rådgiver Jurij Usjakov efter mødet.
Og ifølge George Barros fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) viser udtalelsen, at Putin ikke har ændret sine såkaldte maksimalistiske mål med krigen:
- Med andre ord: ingen aftale, skriver han i et opslag på X.
Militæranalytiker Mick Ryan stemmer i:
Putin har ikke ændret sine overordnede krav (...) (som essentielt betyder, red.) ødelæggelsen af den ukrainske stat, lyder det i indlægget på Substack.
-
En omfattende våbenhvile - for slet ikke at tale om en varig fred - (er, red.) stadig langt væk, skriver også Christopher Miller , der er Financial Times' Ukraine-korrespondent, og som har gode kilder i Ukraines politiske og militære rækker.
-
Putin tror, at han kommer til at have overtaget den kommende vinter, skriver den velansete ukrainske militæranalytiker Tatarigami på X.