Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

Polens største højrefløjsparti blev bedt om at skrive under på loyalitetserklæring - nu er det 'knækket over i to' | Udland | DR
July 27, 2026Opinion

Polens største højrefløjsparti blev bedt om at skrive under på loyalitetserklæring - nu er det 'knækket over i to' | Udland | DR

3 min readNo likesNo comments

Polens største højrefløjsparti blev bedt om at skrive under på loyalitetserklæring - nu er det 'knækket over i to' | Udland | DR

Det tidligere polske regeringsparti, nationalkonservative Lov & Retfærdighed (PiS), ser ud til at være splittet over i to.

På den ene side står den aldrende partileder og stifter, Jarosław Kaczyński, der i sidste uge bad partiets medlemmer om at skrive under på en loyalitetserklæring og love, at de ikke vil samarbejde med andre politiske grupper. Hvis ikke de underskrev, ville partilederen antage, at medlemmerne havde trukket sig fra partiet.

På den modsatte side står de medlemmer af partiet, der mener, at de er blevet tvunget ud af partiet grundet politiske uenigheder. Det gælder blandt andet landets tidligere premierminister Mateusz Morawiecki.

Konflikten startede tilbage i april, hvor Morawiecki igangsatte en gruppe, der skulle forsøge at tiltrække yngre centrum-højre-vælgere til partiet. Det faldt dog ikke i god jord hos partilederen, der beskyldte ham for at forsøge at splitte partiet.

Derfor blev partiets medlemmer i sidste uge bedt om at skrive under på, at de ikke vil samarbejde med andre politiske grupper. Fristen for at skrive under udløb natten til fredag, hvorefter Kaczyński offentligt ekskluderede de medlemmer, der ikke havde skrevet under.

Ifølge flere medier mødtes de to, Kaczyński og Morawiecki, torsdag inden fristens udløb, uden de nåede til enighed.

Spørger man DR's Østeuropa-korrespondent, Matilde Kimer, har konflikten været længe undervejs.

  • Der har været en tydelig magtkamp i partiet i månedsvis, og Morawiecki har på sin side forsøgt at trække den moderate del af partiet i én retning, og en anden tidligere minister Czarnek længere ud på den nationalistiske side, fortæller hun og uddyber:

  • Czarnek og hans støtter valgte at indordne sig under Kaczynski, men Morawiecki og hans folk nægtede. Det betyder, at det tidligere absolut største parti på højrefløjen reelt er knækket over i to.

PiS har domineret højrefløjen i Polen, siden partiet blev grundlagt i 2001. Men med lidt over et år til næste valg har Kaczynskis parti mistet vælgere, der er vandret længere mod højre til nye partier længere ude på fløjen.

Lov og Retfærdighed havde senest regeringsmagten i Polen fra 2015-2023. Men efter det seneste valg har partiet haft svært ved at forene højrefløjen i Polen. Nye højrefløjspartier har fået Kaczyński til at rykke partiet endnu mere mod højre - noget, der har vakt utilfredshed internt i partiet.

Matilde Kimer peger på ét konfliktpunkt, der særligt har fyldt i partiet.

  • Der er flere uoverensstemmelser i PiS, men det har været meget tydeligt, at holdningen til Ukraine har været et konfliktpunkt. Der mener den midtsøgende del af partiet, at den bedste chance for et godt valg til næste år har været at appellere til de moderate vælgere i stedet for den allerede stærkt repræsenterede højrefløj, siger Matilde Kimer.

Men der er altså uenighed om, hvorvidt medlemmerne blev smidt ud eller selv tog beslutningen om at gå.

Fredag sagde partilederen ifølge mediet Politico , at "alle vidste, hvad de skulle skrive under på, og samtidig vidste alle, hvad konsekvenserne var ved ikke at underskrive. Og så tog de den beslutning, de tog,"

Paweł Jabłoński, der er en af Morawieckis allierede, fortæller til Politico, at medlemmerne blev "smidt ud."

  • Jeg fortryder, at det kom så vidt, at vi blev smidt ud. Det er ikke fordi, nogen er trådt tilbage fra noget. Vi blev simpelthen smidt ud af partiet for at forsøge at udvide det, siger Jabłoński.

Ifølge The Guardian sagde Morawiecki selv fredag, at hans gruppe "kæmpede for enheden i partiet indtil sidste øjeblik".

Her lød det også, at 40 parlamentsmedlemmer, tre medlemmer af Europaparlamentet og en senator er blevet ekskluderet.

Splittelsen i oppositionspartiet betyder, at det ikke længere vil være det største i parlamentet. PiS har ellers været et af de mest succesfulde politiske partier i Polen, siden det blev stiftet i 2001. Men Mateusz Morawiecki er allerede godt i gang med sit nye projekt, Rozwój Plus ,

Ifølge Matilde Kimer har det vakt opsigt.

  • Morawiecki virker opsat på at fortsætte sit politiske projekt og holder i slutningen af ugen en ganske ekstraordinær politisk kongres, der har form af en politisk grillfest med besøg af blandt andet den russiske politiske aktivist Garry Kasparov, fortæller hun.

Kasparov er tidligere verdensmester i skak og en kendt kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin. Det nye projekt er indtil videre ikke blevet omtalt som et politisk parti, men ifølge Politico er det en "platform for økonomisk, teknologisk og demografisk politik frem for et fremtidigt parti."

Flere medier skriver, at partiledelsen i PiS skal mødes og træffe den officielle beslutning om ekskludering tirsdag. Hvis det sker, er PiS ikke længere det største parti. Der er valg til parlamentet i Polen i oktober 2027.

politikkriminalitetkonflikt

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy