
Trods lokale protester i byrådssal: Kæmpe badehotel i lille kystby et skridt nærmere | Indland | DR
Trods lokale protester i byrådssal: Kæmpe badehotel i lille kystby et skridt nærmere | Indland | DR
Alle stole var i brug i byrådssalen i Svendborg. Men på trods af protester fra fremmødte borgere fra Lundeborg, så stemte 17 ud af 29 kommunalbestyrelsesmedlemmer i Svendborg for at bane vejen for et omdiskuteret hotelprojekt.
Flertallet gav grønt lys til 5 ud af 7 dispensationer i lokalplanen, der skal til for at realisere projektet. Og dermed er badehotellet et stort skridt nærmere.
Og den beslutning satte følelserne i gang hos Anette Pedersen, som er forperson for Lundeborg Borgerforening.
- Sindssyg skuffet. Sindssyg ærgerlig. Det har været spændende at følge processen herinde, men jeg må sige, at jeg er lidt semi-deprimeret lige nu, siger hun.
Dermed kan arbejdet med at opføre 12 store ferielejligheder i seks bygninger med plads til i alt 312 gæster fortsætte.
Men trods modstanden, så tror borgmester Bo Hansen fra Socialdemokratiet, at hotelprojektet vil komme Lundeborg til gode, fordi den tomme campingplads nord for byen ikke er blevet brugt længe.
- Jeg tror på, at det vil skabe noget omsætning og nogle arbejdspladser, måske en cafe til Lundeborg, men også noget omsætning i området. Så jeg gør det, fordi jeg tror på, at det også bringer noget godt med sig.