Der var dage, hvor han bad til 0-0: Vestjyde løber 1 kilometer for hvert scoret VM-mål | Kultur | DR
Der var dage, hvor han bad til 0-0: Vestjyde løber 1 kilometer for hvert scoret VM-mål | Kultur | DR
De fleste venter på mål - og jubler.
Asbjørn Højris Schmidt fra Holstebro er såmænd også vild med både bold og scoringer. Men efter han greb en udfordring fra en online ultraløbsgruppe, så har hver scoring under VM i fodbold betydet, at han skal løbe 1 kilometer. Det har foreløbigt - frem til semifinalerne, der begynder i aften med Frankrig mod Spanien - betydet i alt 292 kilometers løb i benene.
-
Det har været en sjov udfordring, men jeg indrømmer, at der har været aftener, hvor jeg er gået i seng og har håbet på 0-0-resultater, siger Asbjørn Højris Schmidt.
-
Jeg scrollede på Instagram og kom tilfældigt ind på en side med ultraløb. Her var den her idé beskrevet. Allerede der skulle jeg bare have stoppet. Jeg er slet ikke en ultraløber. Det eneste, jeg kan skrive på cv'et, er ét maraton for ti år siden, siger han.
-
Jeg kan godt lide fodbold, jeg oddser ikke, og jeg holdt ikke med Norge. Jeg havde brug for noget spænding.
-
Den bedste kamp har klart været Spanien-Kap Verde. Den endte 0-0, og det var magisk, siger Asbjørn Højris Schmidt.
De største udfordringer opstod i begyndelsen af turneringen, hvor der blev spillet flere gruppekampe om dagen. Fra i aften er der kun tre kampe tilbage - og hviledage inden finalen og bronzekampene. Det gør også løbeprogrammet mere overskueligt for Asbjørn Højris Schmidt.
-
Det er lidt hygge nu. Nu er det motivationen, der skal kæmpes for. I starten, da der var 6 kampe om dagen, der løb jeg henholdsvis 16, 19, 19 og 20 kilometer. Særligt en af dagene med 19 km var slem, fortæller han.
-
Jeg havde puttet børnene, og så var jeg selv faldet i søvn. Jeg havde ikke nået at løbe inden, så da jeg vågnede lidt efter, måtte jeg ud. Den var hård.
Selvom benene trænger til en pause, håber han, at VM rammer 300 mål - lig med 300 kilometer.
- Jeg har kun talt ordinær kamp og forlænget spilletid med. Ikke straffesparkskonkurrencer. Måske tilføjer jeg dem i form af kilometer, når VM er slut. Jeg er kommet i god form og kommer måske til at savne udfordringen, siger han.
Superligaen går jo snart i gang...?
- Korrekt. En ven har også foreslået, at jeg kaster mig over EM i kvindehåndbold. Men det bliver nok lige i overkanten af scoringer til mit niveau, siger Asbjørn Højris Schmidt.