Flere vil igen være sygeplejerske og lærer efter stort dyk - TV 2
Flere vil igen være sygeplejerske og lærer efter stort dyk - TV 2
Flere tusinde studerende starter efter sommerferien på Københavns Universitet. Foto: Sebastian Elias Uth / Ritzau Scanpix
Om ganske få timer udløses spændingen for de over 84.000 personer, der i år har søgt en videregående uddannelse.
Ved midnatstid får de nemlig at vide, om de er kommet ind eller ej.
For 58.673 af dem er der gode nyheder. De får nemlig tilbudt en plads på et studie, og 79 procent af dem er endda blevet optaget på deres førsteprioritet.
Det viser tal, som Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet har offentliggjort på deres hjemmeside .
Omvendt får godt 20.000 personer afvist deres ansøgning.
Der er fortsat over 16.000 ledige studiepladser på en række uddannelser. Det er dog den enkelte uddannelsesinstitution, der beslutter, om de vil udbyde ledige studiepladser efter den 28. juli, og hvor længe man kan søge.
Dykker man ned i tallene, kan man se, at optaget på uddannelserne til folkeskolelærer og sygeplejerske stiger i år, efter at særligt sygeplejerskeuddannelsen tog et stort dyk sidste år.
Det samlede optag er i år to procent lavere end sidste år, men på de store velfærdsrettede professionsbachelorer er optaget steget.
Det skyldes blandt andet, at der i år er syv procent flere, der optages på folkeskolelæreruddannelsen, og tre procent flere på sygeplejerskeuddannelsen.
Fra 2022 til og med 2024 var optaget til sygeplejerske mere eller mindre det samme, hvorefter det fra 2024 til 2025 faldt med otte procent.
Efter det fald er antallet nu steget igen, men det er dog fortsat under niveauet for årene 2022-2024.
Hos Dansk Sygeplejeråd glæder man siger over, at sygeplejerskeuddannelsen er blevet mere populær.
- Det er virkelig glædeligt, at flere har fået øjnene op for mulighederne i sygeplejefaget og de forbedringer, som mange sygeplejersker oplever ude på arbejdspladserne, siger forkvinde Dorthe Boe Danbjørg i en pressemeddelelse .
Hun understreger dog, at der fortsat er 1135 ledige pladser på uddannelsen, hvilket betyder, at der kommer til at mangle sygeplejersker i fremtiden.
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M) lykønsker de mange, der nu skal til at studere.
- Det er glædeligt, at flere er optaget på vigtige uddannelser som sygeplejerske og folkeskolelærer, siger hun i en pressemeddelelse .
Ligesom i fjor er det flere af de velfærdsrettede professionsbacheloruddannelser som eksempelvis uddannelsen til lærer og sygeplejerske, der kan byde velkommen til flest nye optagne.
De fem største uddannelser er uddannelserne til henholdsvis pædagog, sygeplejerske, civilingeniør, diplomingeniør og erhvervsøkonom.
Antallet af udenlandske optagne på engelsksprogede uddannelser med et udenlandsk adgangsgrundlag er i år faldet med 10 procent sammenlignet med sidste år.
Der er især sket et stort fald i antallet af optagne fra Bangladesh og Nepal med fald på henholdsvis 70 procent og 42 procent.
Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet peger selv på, at faldet kan skyldes, at man har strammet reglerne for optag af studerende fra tredjelande .
Det skete, for at lukke en "bagdør til det danske arbejdsmarked" , da regeringen formodede, at mange fra Bangladesh og Nepal anvendte studieordningen forat komme til Danmark og arbejde i stedet forat studere.
Omvendt er antallet af optagne fra Norden steget med 11 procent.