Hun har arbejdet med ligestilling i 20 år. Her gør vi stadig forskel på drenge og piger | Bøger | DR

Kan uligheden mellem mænd og kvinder spores tilbage til fordelingen til klassefødselsdage i folkeskolen, børnebøger ved puttetid og farven på børneværelset?

Ja, mener kønssociolog og forfatter Cecilie Nørgaard, som har arbejdet med køn og normer i over 20 år og har et budskab på hjerte, som hun har turneret med gennem alle årene: Ligestilling skabes i barndommen.

For selvom der er sket rigtig meget i samfundet på to årtier, er der stadig masser af situationer, hvor der bliver gjort forskel på drenge og piger, mener hun.

For eksempel har en far fået hadbeskeder for at dele et billede af sin søn klædt i lyserødt, og pigers shorts er i snit seks centimeter kortere end drenges.

Eksemplerne kan lyde små, men er "pissevigtige", fordi de viser, hvor "vanvittig stor værdi, vi tillægger kønnet", og hvor smalle normerne faktisk er, siger Cecilie Nørgaard, som er aktuel med bogen 'Se mig lige', der udkommer på forlaget People's Press i dag.

Problemet opstår, når forestillingerne om drenge og piger bliver så snævre, at nogle børn ikke føler, de passer ind.

Det kan føre til mistrivsel og dårligt selvværd, og nogle børn kan fravælge interesser eller uddannelser, fordi de ikke oplever, at de passer til de forventninger, der følger med deres køn.

• Det er frygtelig trist for det enkelte barn og for samfundet, siger hun.

Fordi vi anser os selv for at være "ligestillingens højborg" i Norden, kan vi godt være blinde for forskelsbehandling. Men Cecilie Nørgaard er trænet i at spotte, hvor vi gør forskel på drenge og piger, og nedslående nok ser hun det stadig alle vegne.

Her er fire eksempler, man som voksen kan være opmærksom på, hvis man vil gøre mindre forskel på drenge og piger.

Når Cecilie Nørgaard går ind i en legetøjsforretning, bliver hun stort set altid mødt af et kønsopdelt univers, og legetøjet er forskelligt, afhængigt af om det er til en pige eller en dreng.

Groft sagt er drengenes legetøj blåt og grønt og aktionorienteret, mens pigernes er lyserødt og omsorgsorienteret.

• Det ville være fløjtende ligegyldigt, hvis det var sådan i én legetøjsforretning. Men fortællingen om, hvad det vil sige at være dreng og pige, findes overalt: I tøjbutikker, boghandlere, hos farmor og farfar, siger sociologen.

• Og så skaber vi de stereotyper, som forhindrer mennesker i at udvikle sig, som dem de er.

Det er nok mange forældres erfaring, at deres dreng selv efterspørger Spiderman-merch og deres pige enhjørninge-ting. Skal de ikke have lov til at dyrke det, de har en naturlig interesse for?

• Det er ikke naturligt, det er kulturligt. Børn efterligner den kultur, de er en del af. Og jo, der er ikke noget galt med, at børn kan lide det stereotype. Der er noget galt, hvis de kun får stereotype muligheder. Vi skal skabe rum til det hele.

Cecilie Nørgaard ser også, at der er forskellige forventninger til, hvad drenge og pigers kroppe kan.

• Vi har en forestilling om, at en drengekrop er bedre grovmotorisk og dårligere til finmotoriske ting som at skrive pænt.

Samtidig er der en idé om, at drenge er ustyrlige og "ikke kan sidde stille", og at piger modsat ikke kan klare sig meget fysisk, men kan sidde stille og er gode til det finmotoriske. Og de forestillinger har konsekvenser.

• Drenge får en større fysisk selvtillid, og piger lærer hurtigere at skrive, siger hun.

Ideerne om drenge og pigers kroppe er ikke naturlove, de er skabte, fortæller Cecilie Nørgaard.

• Det er ikke mere end 100 år siden, at det var mest almindeligt at vurdere piger som "det urolige køn", der ikke kunne sidde stille.

Når der skal inviteres til børnefødselsdag for klassen eller børnehaven, bliver der hardcore kønsopdelt, helt på automatik, og de færreste tænker over det, fortæller Cecilie Nørgaard.

En opgørelse, der har et par år på bagen, viste, at halvdelen af alle pædagoger kønsopdeler drenge og piger ved aktiviteter.

Og det er ikke gratis konsekvent at inddele børn i drenge- og pigegrupper , mener hun.

• Så vokser børn op i en verden, hvor de lærer, at kønnet har en afgørende betydning. De forventer, at de har noget til fælles med dem, de (altid) kommer i gruppe med, og ikke har noget til fælles med dem, de ikke kommer i gruppe med.

I Cecilie Nørgaards børns klasser har der også været tradition for at holde kvartalsfødselsdage, hvor man puljer klassens fødselsdage i én stor fejring, fire gange om året.

Et fjerde område, hvor drenge og piger behandles forskelligt, er når der skal hjælpes til. Der er en stereotyp forestilling om, at piger er søde, milde, betænksomme og skal hjælpe mere, siger kønssociologen.

• Vi har ikke den samme forventning til, at drenge bidrager lige så meget til fællesskabet. Vi ved fra undersøgelser, at drenge hjælper mindre til i hjemmet end piger.

Det er et rammende, omend deprimerende, eksempel på, hvordan forskelle i barndommen kan sætte sig i det videre liv.

• Det afspejler, hvordan det står til ude i samfundet, hvor mænd bliver betalt mere, selvom kvinder samlet set arbejder mere gennem lønnet og ulønnet arbejde.