Tomgangshusleje koster kommune 20 millioner kroner - TV 2
Tomgangshusleje koster kommune 20 millioner kroner - TV 2
Det er fortsat en rigtig dårlig forretning, at Haderslev Kommune har en række tomme ældreboliger, som de ikke kan få lejet ud.
Ved den seneste budgetopfølgning viser tallene for 2026 en foreløbig merudgift på 3,4 millioner kroner og en samlet udgift på 7,8 millioner kroner.
- Det er nogle brandærgerlige penge at komme af med, men det er bare svært at gøre noget ved, siger Signe Knappe (V), der er formand for Senior- og Sundhedsudvalget i Haderslev Kommune.
Det er især udgifter til det tidligere Hiort Lorenzen Plejecenter, der er en stor udgift på budgettet.
Et politisk flertal besluttede i 2022 at lukke plejehjemmet, fordi Haderslev Friplejehjem det åbnede i september
Siden da har det stået tomt og sammen med ledige boliger på andre plejehjem i kommunen resulteret i en udgift på over 20 millioner kroner.
- Jamen der var ikke andre muligheder for os end at lukke plejehjemmet. Hvis vi ikke gjorde det, var der udsigt til en endnu større regning, siger Signe Knappe.
Ifølge udvalgsformanden er der dog udsigt til, at millionudgifterne til tomme ældre boliger kommer til at falde.
Fra 1. januar 2027 bliver der oprettet 24 aflastningspladser på det lukkede plejehjem. Det sker, fordi regionerne overtager den opgave fra kommunerne.
Men der vil stadig være godt 30 tomme ældreboliger på det tidligere plejehjem.
- Lovgivningen på almen boligområdet gør, at vi ikke uden videre kan bruge de tomme ældre boliger til andre formål, siger udvalgsformand Signe Knappe.