Kan man lave en erhvervsskole, som unge drømmer om at gå på? Det er målet med stor ny campus | Indland | DR
Kan man lave en erhvervsskole, som unge drømmer om at gå på? Det er målet med stor ny campus | Indland | DR
I Glostrup ligger Kopenhagen Furs gamle hovedsæde. Bygninger på i alt 94.000 kvadratmeter, som ikke længere tjener det formål, det oprindeligt havde, efter virksomheden lukkede endegyldigt ned i 2024.
Men lige nu er en forvandling i fuld gang i de gamle bygninger fra 60'erne.
Uddannelsesinstitutionen Next har nemlig købt stedet, som i fremtiden skal været ét stort håndværkercampus og huse over 20 erhvervsuddannelser.
Og de 1.500 kommende elever kan nu med en donation på 165 millioner kroner fra Realdania se frem til en skoletid i topmoderne rammer.
De mange millioner skal blandt andet bruges på et stort eksperimentarium og særlige områder på skolen, hvor eleverne kan nørde med deres fag - også på tværs af fagligheder.
-
Man lærer meget bedre, hvis det er et fedt miljø og lækre materialer, man arbejder med. Der er mulighed for at nørde sit fag og se ind i fremtiden, og det er alle de muligheder, som vi nu får med den her donation, siger direktøren for Next, Ole Heinager.
-
Her får de ikke bare deres fireårige uddannelse. De kommer til at få noget mere, end de måske forventer. Og så kan de komme tilbage på efteruddannelse og få en følelse af at høre til på campus, siger han.
Her ses billeder af de gamle bygninger i Glostrup, som tidligere har været hovedsæde for Kopenhagen Fur, men som lige nu er ved at blive omdannet til et stort håndværkercampus.
For Realdania, der er kommet med den store pose penge til de kommende erhvervsuddannelser i Glostrup, har den grønne omstilling af byggeriet været vigtig.
- Vi kommer ikke i mål med den grønne omstilling uden de faglærte, altså tømreren, elektrikeren, mureren, og alle de andre, der hver eneste dag står ude på byggepladserne og gør byggeriets ambitioner til virkelighed, siger Nina Kovsted Helk, der er administrerende direktør i Realdania.
Next har også planer om, at der skal skabes rum og miljøer, hvor erhvervslivet kan komme ind på skolen til inspiration og samarbejde med eleverne.
Og netop dét har også været en vigtig brik i forhold til at støtte projektet, lyder det fra Nina Kovsted Helk fra Realdania.
- At vi kan skabe et sted, hvor de unge kan møde virksomheder og fagfolk og i samarbejde kan udvikle fremtidens byggeri, det er helt afgørende. Vi er nødt til at være så mange hoveder og hænder sammen som overhovedet muligt, siger hun.
De første elever forventes at rykke ind på det nye Hovedstadens Håndværkercampus i Glostrup i løbet af efteråret.